Den yderst populære festival T in the Park, som finder sted hvert år 2. uge i juli, fik i år en uønsket dramatisk afslutning: Politiet efterforsker nu et dobbelt mordforsøg, efter at to 20-årige mænd blev fundet på festivalen med svære skader i maveregionen. Det skriver det britiske dagblad the Guardian i dag.

De to mænd blev fundet sent i går aftes i festivalområdet mellem hovedscenen og campingarealet.

“Det er en særligt foruroligende episode, der er sket her. Det er sket, mens de fleste campister var på vej tilbage fra scenen til deres campingpladser,” fortæller politiinspektør Steve Bissett til the Guardian.

Ifølge meldinger fra Ninewells Hospital i Dundee er de to tilskadekomne endnu i en alvorlig, men stabil tilstand.

Hovednavne som Muse, Kasabian, Eminem og Black Eyed Peas har I år været med til at trække 85.000 gæster til den skotske festival.

Også navne som Mumford & Sons, Goldfrapp og Ellie Goulding har stået for nogle af de mere positive begivenheder på festivalen.

www.tinthepark.com

Thomas Nicholson