Den skotske folklegende begynder torsdag sin turné her til lands. Han følges med vores egen skotte fra Ribe, Rod Sinclair, og de første to dage har de to garvede musikere en yngre og mere end lovende musiker med sig, nemlig Ewan McLennan.

Meget passende indleder sanger, sangskriver, guitarist og producer Richard Peter Gaughan den 1. maj kl. 9.00 på Jyderup Højskole. Han er  jo udover sin lange og imponerende karriere i musikken kendt for sit store politiske engagement på den socialistiske fløj, så arbejdernes internationale dag er et must for ham.  Dick Gaughans karakteristiske, passionerede stemme kan ikke forveksles med nogen andens og nok heller ikke hans alvorlige  tilgang til tingene. At skotten med musikalsk familie tilbage i flere generationer ovenikøbet er IT & websitenørd og har været, ”siden WWW var nyt”, har jeg lige læst mig til. Han har bygget sit eget website (og andres), og det er vigtigt for ham, at de er nemme at gå til og brugbare på alle platforme. Læs meget mere om ham og om dette på hans hjemmeside. www.dickgaughan.co.uk

Ewan McLennan

Ewan McLennan. Pressefoto

Ewan McLennan har også en ganske særlig stemme og spås en lys fremtid som musiker. Han er godt i gang, og kritikerne er enige om, at netop hans stemme er noget af det bedste, de længe har hørt. Mike Harding, som i  mange år præsenterede folk i radioen, siger: ”McLennan har en af de mest spændende, nye stemmer. Jeg er fuldstændig overvældet.” Mojo Magazine skrev: ”En fantastisk melodiøs stemme. Jeg er så bevæget,”  og Maverick skriver: ” Førsteklasses! Han kunne godt være på vej til at blive Storbritanniens bedste folkesanger.”  McLennan er en superdygtig, klassisk trænet guitarist, og noget ved ham minder, synes jeg, om netop Gaughan – indlevelsen, alvoren, det meget skotske. Ewan McLennan har udsendt to albums i hhv. 2010 og 2012 (The Last Bird to Sing og Rags & Robes) og medvirker på det prestigiøse projekt ”Transatlantic Sessions”, der kom i 2013 på DVD og CD – det vistnok fjerde eller femte i rækken, hvor en lang række musikere fra hver sin side af Atlanterhavet medvirker. I 2011 vandt han BBC Radio 2 Horizon Award.

Det skal blive spændende at høre Ewan McLennan sammen med de to andre fine, skotske musikere på  Jyderup Højskole, Gimle i Roskilde også torsdag, og fredag gælder det så Klaverfabrikken i Hillerød kl. 16.30, før han så slutter denne lille showcase i selskab med en af de største.

Rod Sinclair. Foto: Greg Owen

Rod Sinclair. Foto: Greg Owen

Rod Sinclair, der som banjospiller har turneret vidt og bredt med Volbeat i nogle måneder og dermed fået endnu en fin facet i sin alsidige karriere, fortsætter sammen med Dick Gaughan til Vipperød den 4. maj (house concert). Brorsons Minde i Ribe står klar den 7., FOA i København 8.5., og turen går så til Klarup den 9. I Aarhus står endnu en house concert på plakaten den 10., Kannes Hus i Sommersted d. 11. maj kl. 15, og så slutter den skotske duo af i Baltoppen i Ballerup d. 13. maj.

http://www.rodsinclair.com/