Who the fuck is Alice? Ja, undskyld, men denne tekstlinje, som blev tilføjet popsangen Living Next Door To Alice og ofte skråles ud af publikum, dukkede op. Alice? Et lidt underligt navn, tænkte jeg, da navnet på det ’nye’ musiksted blev offentliggjort fornylig. Med start pr. 2018 blev de københavnske musikarrangører Global og Jazzhouse fusioneret, og den officielle åbning var første weekend i februar.

”Vi er ikke i tvivl om, at det bliver en bedre løsning for de ansatte, frivillige, publikum og artister, når vi kommer til at operere under ét tag”, udtalte ledelsen. Og det bliver et kraftcenter i Verdenskulturcentrets sal på Nørrebro, hvor Global tidligere lejede sig ind. Iflg. rammeaftalen med Staten er Alice cph forpligtet til at arrangere ikke mindre end 311 koncerter.

Baggrunden er nu ikke kun positiv, da resultatet er, at Jazzhouse lukker, og jazzmiljøet nu har mistet en væsentlig bastion, som i en årrække har været et centrum for danske og udenlandske musikere.  Man skal dog huske, at både Globals og Jazzhouses formål ikke har været at arrangere publikumssucceser, men næsten tværtimod har været at udbrede den eksperimenterende musik med henblik på udvikling af nye musikere og genrer.

Dette formål er fastholdt i Alice, det og ses tydeligt på det imponerende program, hvor moderne udgaver af verdensmusik og jazz skal trives. Måske også lidt folkemusik nu og da. Her fra et til lykke til hende Alice på Nørrebro. Og hvem er hun så? Jo, det er jazzavantgardisten Alice Coltrane, som har lagt navn til musikstedet, ligesom der er lidt Alice i Wonderland i spil. Ikke hende den savnede i popsangen.

I øvrigt har Bremen Teater overtaget Jazzhouse-lokalerne i Niels Hemmingsens gade, hvor spillestedet nu hedder Hotel Cecil.