Dreamers’ Circus har kun enkelte koncerter i kalenderen resten af dette år, men de har annonceret en cross-country USA-turne fra slutningen af marts til midten af april 2019. De har også indgået aftale med Vertical Records i Skotland, som udsendte trioens tredje album, Rooftop Sessions, den 1. juni.

”Verden skal nu lære Dreamers’ Circus nordiske musik at kende. Den er ”lysende, skinnende, ny og med kant, og de forstår, at tradition ikke er nogen spændetrøje”, udtalte selskabet i den anledning. DC er (naturligvis) Rune Tonsgaard, Sørensen, Nikolaj Busk og Ale Carr.

De er netop aktuelle på DRTV i programmet ”Søren Ryge: Musik på Færøerne” – første del vistes forleden, og anden del vises torsdag d 2 august. Herligt at bandet får lov at spille hele numre og ikke kun uddrag, som det ellers ofte sker i TV- programmer. I øvrigt har Søren Ryge altid været flink til at bruge folkemusik i sine programmer – naturligvis fordi han har god musiksmag!

Jo, Dreamers’ Circus, som startede i 2009, er i fuld gang med at opfylde flere drømme, og de fortjener i høj grad at blive hørt (og mødt med begejstring!) i USA. Endelig er der en frisk premiere på en ny video, ”Then We Waltzed”, som netop stammer fra deres Rooftop Sessions:

http://www.folkradio.co.uk/2018/07/video-premiere-dreamers-circus-then-we-waltzed/