Fredag d. 27. januar slår Køge Spillemandsforening igen dørene op til musik og dans i Teaterbygningen i Køge på adressen Bag Haverne 1. Det er Maren Hallberg Larsen, Karen Mose og Anja Præst Mikkelsen, som sammen under navnet Stafivia spiller op til dans. De tre deler interessen og glæden ved at spille gamle balhits med nerve og energi, og de har i nu 10 år guidet dansende sikkert og varmt igennem mange danseballer.

Trioen kender hinanden fra tiden på folkemusiklinjen, og foruden Stafivia synger og spiller de i (mindst) tre bands, nemlig Svøbsk, Phønix og Anja Præst Trio. Maren Hallberg på harmonika, Karen på klaver og Anja Præst på klarinet og basklarinet. Fredag leverer de altså igen musik, sang og glad stemning fra kl. 19.30 til alle jer, der har mulighed for og tid til at komme til Køge og danse. Entreen er 80 kr.

Der er bal sidste fredag i hver måned, og den 24. februar er med Bastard Kvintet, som er Michael Graubæk, Jes Kromann, Jesper Winther, Theis Langlands og Peter Marquard Sejersen – alle naturligvis også kendte i diverse andre folkemusiksammenhænge.

Fredag 31. marts spiller Maja Kjær Kvartet op: Maja Kjær Jacobsen, Mette Kathrine Jensen, Rasmus Nielsen og Jonas Kongsted. Fredag 28. april hedder det så forår (forhåbentlig) og dermed forårsbal med Køge Spillemandsforening.

Foto øverst med Karen Mose og Anja Præst.