Det er 20 år siden, at The Mavericks havde deres helt store hit med sangeren Raul Malo i forgrunden, Dance the Night Away fra albummet Trampoline. Bandet fik ellers ikke en nem start med albummet, der var et af de kostbareste at fremstille på dette tidspunkt.
Mange af de største og mest kendte radiostationer i USA spillede udelukkende countrymusik, og hvis der blot var lidt pop over melodierne, blev de lagt nederst i cd-bunken, mens de stationer, som spillede pop, normalt ikke rørte countrymusik med en ildtang.
Men engelske BBC spillede alle genrer, og her røg Dance the Night Away ind på en fjerdeplads, mens det kun blev til en placering som nummer 63 på den amerikanske countryhitliste. Raul Malo gik solo i 2001, men i 2012 blev de genforenet. Nu kaldes bandets musik americana og er blevet mere accepteret også i countrykredse. Og bandet kan opleves ved årets Tønder Festival på Open Air scenen torsdag aften, hvor de uden tvivl vil forsøge at få os til at danse natten væk.