Ja, sådan hedder årets store prisuddeling nu, hvor genreorganisationen Tempi har samlet alle de beslægtede musikalske retninger fra DMA Folk og DMA World til et fælles, integreret hæderspriskoncept. Planen er, at prisuddelingen skal finde sted i november 2020, når verden forhåbentlig er så meget tilbage til det normale, som den kan nå at komme efter Corona-krisen.

Kim Nyberg fra Afenginn

I al fald er indstillingsfasen åbnet, det skete 1. maj, og den fortsætter til og med 1. juni kl. 23.59. Danish Music Awards Roots bygger naturligvis videre på de tidligere DMA’er for folk og world og hædrer som også tidligere den diversitet og mangfoldighed, der har præget folkemusik- og verdensmusikgenren i ikke mindst de seneste par årtier. Ja, jeg bruger ordet folkemusik og også gerne folk, som jeg nok synes burde være der et eller andet sted. Selv om dette site/webmagasin jo i mange år (og før min tid) har heddet rootszone.dk!

jonah blacksmith

Jonah Blacksmith

Foreløbig hedder hæderskonceptet Danish Music Awards Roots i de næste tre år, 2020-2022. Og roots er jo blevet den samlede betegnelse for det mangfoldige genreområde, der indeholder al den musik og de genrer, som på den ene eller anden måde formidler, viderefører eller lader sig inspirere af musikalske traditioner og rødder – både de nære og de fjerne. Det er der et rigt og vildt vidtfavnende udbud af i Danmark, og DMA Roots favner netop alle de musikere, orkestre, projekter og aktøre, der tidligere har kunnet modtage priser ved DMA Folk og DMA world.

DMA Roots er en vigtig event, både fordi det priser og glæder dygtige musikere, og fordi det sætter et godt og nødvendigt fokus på de relevante musikgenrer under paraplyen. Eventen sætter en tyk streg under den mangfoldighed, dygtighed, ja ekstremt høje kvalitetsniveau, som et stort antal solister og bands i Danmark leverer både live og på udgivelser. Vi savner dem på scenerne, men hold nu op, hvor har der været fantastisk aktivitet på de digitale medier, hvor udvalget af koncerter har været enormt stort og godt. Bare de dog snart må komme ud – selv om sommerens festivaler er aflyst (slemt!).

Med hensyn til afstemningen: DMA Roots 2020 dækker udelukkende udgivelser i perioden fra og med mandag d. 1. juli 2019 til og med mandag d. 1. juni 2020 (kl. 23.59). Alt andet afvises. Der er syv kategorier. Du, der ønsker at indstille, skal 1) have godkendelse fra den solist eller gruppe, du gerne vil indstille og 2) du skal læse og forstå reglerne og kriterierne for den kategori, du gerne vil indstille til. Kategorierne er Årets danske rootsudgivelse, rootstrack, rootskomponist, rootsnavn, nye danske rootsznavn og Traditionsprisen.

Læs mere på tempi.nu/dma-roots