I dag 29. august kl. 18 starter den årlige Copenhagen Songwriters Festival på Onkel Dannys Plads ved Halmtorvet i København. Det sker for 11. gang, og her præsenteres frem til og med 1. september omkring 50 solister og bands. Festivalen blev etableret af amerikanske Brett Perkins, som også giver en sangskriver-workshop lørdag 13.00 og søndag 15.30 – og i øvrigt afholder mange workshops rundt omkring i verden året igennem. Koncerterne foregår på hhv. Forsamlingshusets scene og i Råhuset. Fredag startes kl. 18.30, lørdag kl. 15.00 og søndag kl. 18.00.

Perkins tanke om, at festivalen skal præsentere både danske og nordiske sangskriverspirer foruden talenter fra en række andre lande, holder stadig under den nuværende leder Benjamin Aggerbæk. Al musik er ”homegrown”, altså hjemmedyrket, så at sige, og den røde tråd er især teksten, melodien og den personlige performance. Sangskrivermiljøet trives godt i København med et fint fællesskab, og flere spillesteder har ugentlige scener eller klubber for sangskriverne. Miljøet har slået rødder. Her er meget vedholdenhed, nysgerrighed og gensidig inspiration, og et af årets højdepunkter er naturligt nok den fire dages Copenhagen Songwriters Festival. Sangskrivermiljøet er rummeligt og mangfoldigt og har i alle årene haft en naturlig kønsbalance.

Mack Trenka

Omkring et halvt hundrede sangskrivernavne bliver det til, og de kommer udover fra Danmark, Norge og Sverige også fra Færøerne, Island, Irland, Frankrig, USA, Argentina foruden grønlandsk showcase med TIU, Kristian Mikkelsen og Miki Jensen. Ellers er det bl.a. Helene Bak, Rasmus Nelausen‚ Cecilia Ebba, Andy Fite, Brothers Landau, Balsal, Passarola People, Francis Bowie, Nis Stricker, Magali Michaut, Jonas Schou, Sille Trolle, Andreas Langvad, Lisa Wanloo, Easy October, Marbles Lost , Ea Wim, Richie Ros, Birdland, Night In May, Mørk Meditation, Amalie Skriver, Sylfide, He is Tall, Emiliano Sacripanti, Jeppe Lindegaard, Carla D’Amore foruden den absolut ikke ubekendte Tobias Trier, den amerikanske sangskriver Talitha Ferri, som er årets ’emerging artist’ og Frederik Cornelius Dalby, som får den årlige Outstanding Newcomer pris.

Sille Trolle

Andy Fite – sanger, jazzguitarist og komiker fra USA – har været med før. Han synger både sjove og rørende sange med kant og med poesi. Han filosoferer om de ting, man ikke rigtig tør sige højt – og om hvad mænd i virkeligheden går og tænker på. Maleens musik bygger bro mellem klassisk, billedrig rock og den nordiske klang. Hun er klassisk uddannet sanger og ledsages live af keyboards, guitar og cello.

Amalie Skriver

Andreas Langvad er en ung, men rutineret singersongwriter. Siden første koncert i 2014 har han optrådt mere end 200 gange og har opnået airplay med sangene ”Running With Broken Legs” og ”Believe It”. På P4 sagde de: ”Vi har Hugo Helmig, vi har Rasmus Seebach – og så har vi ham her Andreas Langvad”. TIU fra Nuuk er det yngste band i dette års sangskriverfestival-lineup, og der er stor tiltro til dem. Deres debutalbum Nuunneq består af livsbekræftende sange med plads til både glæde og melankoli, og det vandt ”Årets Pris” ved KODA Awards 2018. TIU har netop spillet på årets Arctic Sounds.

Andreas Langvad

Det hele foregår som sædvanligt på Onkel Dannys Plads på Vesterbro, og billetter købes på Billetto.dk, 350 kroner for et festivalpas og ellers 125 kr. på dag/aften. Tag at slå vejen forbi en eller flere dage for at opleve nogle af de relativt nye singersongwriters. Søndag aften kan man efter Tobias Trier opleve CPH Listening Room Showcase samme sted kl. 21.30. Her medvirker engelske Martin Tomlinson, som i årevis har stået for klubben hver søndag aften, foruden fem andre sangskrivere.

Øverste foto: Passarola People

www.csf.dk