Så er der kun to uger til, at Københavns irske festival igen slår sig løs to aftener med fire fine navne fra den traditionelt orienterede irske musik – som f.eks. sangerinden Cathy Jordan og guitaristen John Doyle (Øverste foto), der spiller med bandet New Road. Festivalen finder som altid sted i første weekend af november og begynder fredag d. 3. 11 med åben jamsession fra kl. 17. De to dobbeltkoncerter, sessions og céilí/irsk dansebal finder sted i kulturhuset Ku.be på Dirch Passers Allé 4 nær Flintholm Station. Det er på høje tid at købe billetter på billetto.dk (275 kr. pr. aften) og sikre sig adgang til store musikoplevelser.

Copenhagen Irish Festival har altid præsenteret kendte og højtrespekterede navne fra den traditionelle musikscene og samtidig haft antennerne ude efter nyere navne. For festivalledelsen har et nøje kendskab til den irske musikscene, og man kan være sikker på både alsidighed og kvalitet. Det er nemt på denne festival at lade sig transportere til Irland i ånden denne weekend.

Cathy Jordan

Årets navne viser stor diversitet og spændvidde på den irske trad-scene. Fredag d. 3.11. kl. 20 står Gatehouse og Buttons & Bows på plakaten. Gatehouse, der består af John McEvoy (violin/viola), Jacinta McEvoy (guitar/concertina), John Wynne (fløjter) og Rachel Garvey (vokal) har spillet sammen siden 2014, og deres afsæt er traditionsmusik fra North Connaught, Ulster og Séan-nos-sang fra Connemara. John McEvoys kompositioner er også en del af repertoiret. Debutalbummet Tús Nua kom i 2016 og fik flotte anmeldelser. Sangerinden Rachel Garvey er All Ireland-vinder i engelsk og irsk sang og er kendt for både en smuk stemme og karisma.

Buttons and Bows har været med i mere end 30 år. Medlemmerne er Jackie Daly på harmonika. Garry O’Briain på mandocello, guitar og klaver samt brødrene Seamus McGuire (klaver, bratsch) og Manus McGuire (violin), og de fire musikere er kendt for nærmest at skabe de rene musik-malerier. Musikken har dybe rødder ikke bare i Irland, men også i Shetland, Quebec og Danmark.  Så man kan forvente stor variation i repertoiret, som de spiller til perfektion. Da bandet kom på scenen helt tilbage i 1983, blev de betegnet som ”a splash of colour” – og farven er på ingen måde falmet, men kun blevet stærkere og mere flamboyant. Buttons & Bows har i høj grad styr på knapperne og buerne!

New Road Foto: Colin Gillen

Lørdag d. 4. kan man være med fra kl. 13, hvor der igen er session – og céilí kl. 15. Aftenen indledes med ”Songs & Storytelling”, som er et spændende samarbejde mellem sangeren Len Graham og skuespilleren Jack Lynch. Graham kan sin traditionelle sang og bruger både historien, sine minder og erfaringer, som han fortolker i både folkesange, viser, music hall og alle slags ballader. Lynch, der er kendt fra mange film og TV- serier, optræder over hele verden med sine fortællinger og samler stof på sine mange rejser. Når de to kommer til CPH Irish Festival og præsenterer deres unikke samarbejde, har de netop varmet op på St. John’s Storytelling Festival på Newfoundland, Canada.

I aftenens anden koncert går vi helt andre veje med bandet New Road, som Cathy Jordan (mangeårigt medlem af Dervish) lægger smuk stemme til (+ bodhran og bones). På grund af afbud fra Rick Epping spiller ex-Solas-medlem, guitaristen John Doyle, med, og dét kan kun blive godt. Hertil kommer også Seamie O’Dowd på guitar/mandolin/violin/vokal, Leonard Barry, uilleann pipes, og Andy Morrow på violin udgør resten af New Road. Bandet slog sig sammen i 2013 og går sine egne, velspillede veje med et miks af irsk, oldtime og blues. Cathy Jordan og O’Dowd spiller også sammen i The Unwanted, som har spillet på festivalen før – ligesom John Doyle og vist også flere af de andre.

http://www.irishfestival.dk/

billetto.dk