Festivalens andendag skulle vise sig at blive af meget høj standard. Texanske Courtney Marie Andrews åbnede begivenhederne med et sæt, som primært bestod af sange fra hendes nye album, der udkommer om nogle dage. Det er tydeligt, at Andrews har gennemgået en større musikalsk udvikling. Hun har tidligere turneret solo i Europa, og jeg har oplevet, hvorledes hendes sange med humor og politisk satire blev taget godt imod. Denne gang var hun mere afmålt og alvorlig, og hendes nyere sange er mest betragtninger om parforhold. Sangene er meget melodiøse og med hendes store stemme kunne hun lyde som nogle af 1960’ernes bedste folkesangerinder. Desuden havde hun medbragt en godt band, og sammen udnyttede de muligheder, som dette giver.
David Keenan
Ligesom Andrews er irske David Keenan ikke kun sanger/sangskriver, men har også udgivet digtsamlinger. Hans sange var dog ikke kun digte tilsat musik i traditionel forstand. Han udnyttede elegant sin dejlige stemme og sit varierede guitarspil i et meget personligt udtryk. Han er blevet sammenlignet med Jeff og Tim Buckley, men mindede mig mere om Roy Harpers ekspressive stil. Et meget specielt, spændende, underholdende og karismatisk bekendtskab, som var kommet med i på et afbud. Han var glad, og det var vi absolut også.
Cary Ann Hearst og Michael Trent fra Charleston, South Carolina har tidligere haft solokarrierer, men besluttede at danne par privat som musikalsk og har i 12 år udgjort duoen Shovels & Rope. De behøvede ikke noget backing-band, for det udgør det helt selv. De skiftede mellem trommer, guitar, keyboards med mere, men levnede heldigvis plads til deres glimrende duetsang. Deres sange er et godt americana-mix af country, rock og folk, og de gav den max. gas for en fyldt og glad Lille Vega-sal.
Counrney Marie Andrews
Aoife O’Donovan har vi flere gange oplevet herhjemme solo eller med I’m With Her. Hun roste Danmark, men behøvede ikke at lefle. Hendes band var alle fortræffelige musikere og gav hendes nyere repertoire en flot præsentation. Hvis countrymusik er ’tre akkorder og sandheden’, så er Aoife Donovan ikke country. Hun benytter komplicerede strukturer i sine sange, men uden at de mister fokus på de velskrevne tekster. Samtidig tilføjede trommeslageren ofte et let jazzpræg, og man kunne mange gange ikke undlad at tænke på Joni Mitchell. Og det kan jo kun være en ros. Samtidig er Aoife O’Donovan sig selv, elegant og charmerende med en smuk stemme, og hun kommer helt sikkert endnu længere frem med sin fint-kørende karriere. En skinnende perle.
Hayes Carll (øverste foto) med band havde medbragt honkytonk-stemningen fra Texas. Denne form for outlaw country-rock, som blev skabt af ‘Waylon, Willie and the Boys’ i 1970’erne er stadig meget populær. Det var den bestemt også i Lille Vega, Med Carll i front for sit velspillende band fik vi noget mere ligefrem og overbevisende ’rigtig’ americana, der var helt perfekt placeret som aftenens afslutning på festivalens dag 2. Også publikum skal roses både her og til de øvrige koncerter. Medlevende hujen og jubelråb, men også intens lytning uden irriterende snak var medvirkende til, at vi kunne bevæge os fra det ene musikalske højdepunkt efter det andet.
Shovels & Rope
