Når nu vi har ytringsfrihed, så skal vi da bruge den, og USA har en lang og god tradition med at skrive, tale og synge magthaverne imod. Sangskrivere har ofte formået at komme med kommentarer til nationens udenrigs- og indenrigspolitik. Enhver præsident har været udsat for både musikalsk ris og ros, og især roots og folk har altid været leveringdygtig i sjove, skarpe og meningsfulde sange, som har haft større gennemslagskraft end det skrevne og talte ord.

Woody Guthrie Foto: Robin Carson

Woody Guthrie Foto: Robin Carson

Siden 1930’erne, hvor Charlie Poole sang White House Blues, over J.B. Lenoirs Eisenhower Blues, Johnny Hortons Young Abe Lincoln, Gil Scott-Herons Re-Ron, Emmylou Harris’ Abraham, Martin & John, The Byrds’ He Was A Friend Of Mine og til nutiden, kan den rigtige sang være samlende og opinionsdannende.

Man skulle tro, at Donald Trump som præsidentkandidat, gennem valgkampagne og 100 dage som præsident med masser af virak og materiale til underholdningsindustrien, allerede ville havde medført talrige sange om verdens såkaldt mægtigste mand. Komikere, skuespillere og musikere har været på overarbejde for at følge med i begivenhederne, og mange kendisser har da også nærmest stået i kø for at fordømme og latterliggøre Trump og resten af den nye ledelse. Og det er også næsten forudsigeligt, at gæstende musikere fra USA enten undskylder eller kommenterer på ham. Det er dog mest blevet til udtalelser, forargelser og satire. Den verdensomspændende protestsang, som alle modstandere af præsidenten kan synge med på, må vi stadig vente på. Ja, hvis den helt udebliver, så kan det være, at den lille skare af musikere, som trods alt støtter ham, får større gennemslagskraft.

Fornylig skrev jeg her på siderne om Courtney Marie Andrews’ Trump-sang Orange Balloon, men de store sangskrivere i USA som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Randy Newman, Elvis Costello m.fl. har undladt at komme med SANGEN. Derfor har det mest været genbrug af USA’s anden nationalhymne Woody Guthries This Land Is Your Land i utallige udgaver eller sange med vage hentydninger a la Carole King med One Small Voice, Aimee Mann med Can’t You Tell, Father John Misty med Pure Comedy eller Ryan Adams med Karma Police. Pop- og rockmusikken har stort set nøjedes med at nægte at optræde ved republikanernes valgmøder, og den ellers så slagfærdige rapmusik har mest buldret med tomme tønder.

Der er kommet bidrag fra et par af de højrøstede og ellers rapkæftede: Billy Bragg har omskrevet en Dylan-tekst og kaldt den The Times They Are A’Changin’ Back, men den er noget tandløs: https://www.youtube.com/watch?v=0K7gyTQuuls, og Loudon Wainwright III (Foto øverst Ross Halfin) vil måske synge ”I Had A Dream” når han gæster Tønder Festival i august. Det er et stykke vellykket satire, men så heller ikke mere.  https://www.youtube.com/watch?v=cjINbGQ9Vpo

Courtney Marie Andrews’ Foto: Susy Sundborg

Courtney Marie Andrews’ Foto: Susy Sundborg

Derfor må man, meget symptomatisk, søge tilbage til de ældre sange for at finde noget mere brugbart. Da Steve Earle i 1996 skrev Christmas In Washington var det en anden statsadministration og præsident, men Earle følte sig nødt til at påkalde sig Woody Guthries ånd. Sangen er siden helt naturligt gledet ind i Joan Baez’ repertoire. https://www.youtube.com/watch?v=Uf1Gd8frbog

Da Tom Russell i 2007 skrev Who’s Gonna Build Your Wall? var Trump ikke engang på tale som præsidentkandidat, men her er en sang med smæld og styrke, som efter min mening er det bedste bud på en anti-trumpisme slagsang. https://www.youtube.com/watch?v=-9bgmi0I5hY

I Europa er det heller ikke blevet til de store udfald. Danske Billy Surf har lavet en skæv udgave af This Land Is Your Land og en middelmådig Stop The Trumpet, og hvis USA har brug for en Woody Guthrie, en Tom Lehrer eller en Phil Ochs, så savner jeg nu Jan Toftlunds skarpe pen. Folkemusikken har fået en gylden lejlighed til at komme til orde, men indtil videre forpasset den, og derfor må vi nøjes med gamle sange eller håbe, at tavshed kan stoppe fænomenet.