Når man sidder med cden fra The Young Comets i hænderne og læser hvilke herrer der gemmer sig bag navnet, skærpes forventningerne. Jacob Ratje, Jarno Varsted, Rune Kjeldsen plus maskinrum. Ved gennemspilning af de første spor indfries forventningerne til fulde. Herlig snavset blues af den mest velspillede støbning. Senere henne går det galt.

Først udsættes vi for en art folky countryballade. Så får vi en tilbagevenden til 50´ernes klistrede slowrocksjælere. Så er vi ovre i noget senere stof i retning af en John Hiatt og ligesindede. Der bliver også eksperimenteret med nogle impressionistiske lydflader, ligesom vi da også runder noget der lugter af Apalacherne. Heldigvis rundes der af med den klassiske Parchman Farm, og vi er tilbage hvor vi burde have været hele vejen igennem.

Det er fandens ærgerligt, for disse fyre kan da i den grad spille – også når vi er rundt over det hele. En fin musikfornemmelse og et godt beskidt swing. De kunne lave en glimrende plade indenfor hver af de repræsenterede genrer. I stedet vælger de at prøve at få det hele med i den samme runde. Kunne de ikke bare bestemme sig for hvor de hører hjemme – umiddelbart vurderet i blues´en – og holde fast ved det? På denne måde overtager de faktisk et problem som mange af kollegerne ”over there” har ved at skulle rundt i flere kroge af deres musikalske verden, men det er selvfølgelig også en form for autenticitet.

The Young Comets: ”It All Comes Back”

Blackout (2010)

Nils Thorlund