cd stine michel”En børnekoncert egnet for børn i alderen 6 – 12 år og som familiekoncert” hedder det om koncertfortællingen Rødhalsen, som er det nyeste eventyrlige skud fra Stine Michel og hendes velspillende band med Lise Dynnesen, Morten Lundsby, Jan Eørdam, Jesper Uno Kofoed, Mads La Cour. Desuden medvirker Sankt Jacobs børnekor på et par numre og Rebekka Mortensen og Maiken Jakobsen som kor på et nummer. Men det er nu ikke kun børn eller barnlige sjæle, der kan få glæde af at lytte til den smukke, hjertevarmende historie.

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf skrev Rødhalsen omkring år 1900 og udsendte den i novellesamlingen Kristuslegender. Den danner grundlaget for Stine Michels fortolkning af historien om den lille fugl, som fra skabelsens begyndelse var ensfarvet grå. Men fuglen havde fået løfte om at få farve med ordene fra dens skaber: ”Når kærlighedens øje ser, vinder du de røde fjer”, som det lyder som et gennemgående tema med håb om forandring. Det giver inspiration for fuglen, selv om den bliver skuffet mange gange undervejs, inden den trods sin lille størrelse og uanseelighed og uden tanke om vinding for egen skyld barmhjertigt hjælper en korsfæstet mand og derved fortjener sine røde halsfjer.

Koncerten bevæger sig af sted med skiftevis følsom fortælling, indimellem krydret med afdæmpet underlægningsmusik, og skiftevis med Stine Michels ny-komponerede melodier og tekster, der indgår som en naturlig del af eventyret.

Som vanligt bliver Stine Michels fortællinger og sange præsenteret med en dybfølt varme og levende entusiasme, som gør, at man gerne lytter til hendes fortællinger. Også selv om det er målrettet børn fra 6 til 12 år!


http://stinemichel.dk/

https://www.youtube.com/watch?v=Toy2YCU5cGU