Inspirationen til de 10 dansksprogede sange, der udgør cd´en, ”Jeg husker det hele, jeg husker ingenting”, har solsorten, Betina Følleslev, angiveligt fundet i den nordiske vise- og folktradition. Hun er sammen med sin enæggede tvillingesøster Anja, kendt fra Odense-duoen Strawberry Blonde – navngivet efter farven på de tos usædvanlige hårfarve, ” jordbærblond”. Duoen udgav i 2009 CD´en ”Glorious”, og i 2012 kom så ”Alt hvad jeg havde af glas, har jeg knust”. Navnet ”Solsort” er Betinas kunstnernavn. Det kom til hende under en gåtur i den sydfynske vinternatur.

SolSort_400_px-400x400At Betina Følleslevs genre rent faktisk er folkemusik bestyrkes af, at hun i 2016 høstede en nominering som ”Årets vokalist/sanger” til DMA Folk. Hvis man f.eks. lytter til søstrenes smukke ”Pigen og Fuglen” (fra CD´en Alt jeg havde af glas… 2012), kan folketraditionen da også tydeligt høres. Dog ville det nok være mere præcist at sige, at ”Jeg husker det hele…”, som er Betina Følleslevs debutalbum efter en håndfuld singler, bevæger sig et sted mellem fængende pop- og visepræget folkemusik, tilsat et skvæt electronica og lidt samisk joik – på dansk. Hvis jeg ikke hører helt galt, synes jeg også, at der er meget Tina Dichow i såvel Solsorten som i Strawberry Blonde.

Kærlighed og hjerte rimer så absolut på tristhed og smerte. Det bliver man til fulde mindet om, når man hører Solsorts debut, hvis overvejende rimløse univers bevæger sig i intimsfæren. De 10 numre har Betina Følleslev for det meste selv skrevet. Stemmen bringer mindelser om en kælen kat med en smuk, tilbagelænet og aspireret stemme i de lyse tonelejer. Akkompagnementet er fint, fingerspilpræget, hvad strengene angår, og følsomt. Pop-siden viser sig især i de ofte pompøse, men noget banale postulater i flere af teksterne, som denne anmelder har svært ved at hæfte konkrete billeder på. Det gælder f.eks. sangen ”Det er Vinter”: ”Jeg slås med vanvids vilde sjæl/ på smertes skæve krykker.”

”Lille Krigsbarn” er et digt af Henrik Nordbrandt, som Betina har sat melodi til. Den har en samisk joik-tone over sig, men virker skrigende, pompøs, om end indholdet, vuggevisen til verdens flygtningebørn, er sympatisk.

Det første nummer på pladen er en oversættelse af svenske Melissa Horns vemodige kæmpehit fra 2011, der på dansk er blevet ”Jeg savner dig mindre og mindre”. Hermed slås tonen på Solsorts CD an. Det handler om at finde meningen med det hele og om at slikke sårene, når den uimodståelige, men ofte ulykkelige kærlighed atter har lidt skibbrud.

Endnu en sang fortjener at fremhæves for sin gode melodi og nuancerede tekst, som giver muligheder for associationer og fortolkninger.  Det er titelsangen, ”Jeg husker det hele, jeg husker ingenting”, der er skrevet af ikke færre end syv mennesker og handler om traumatiske barndomsoplevelser, som er sendt til glemmebogen.

Udover Betina Følleslev selv medvirker bl.a. søsteren Anja (kor og guitar), MC Hansen (guitar og banjo), Michael Engman Rønnow (bas, percussion, produktion mv.), Björn Jönsson (trommer), Nicolas Simms (drejelire), Søren Korshøj (violin og kontrabas) og Lind Felding (cello).