Man bliver altså hooked på Søren Kroghs sange. Hans nyeste og niende album, Globus, udkom i starten af februar, og det fænger. Det er ikke så meget en fysisk globus, der er i spil, eller sange om rejser ud i verden. Men udlængsel og indre rejser skorter det ikke på, når det gælder Søren Krogh. Som han siger om albummet, så ”kommer vi hele vejen rundt – på rejse, på røven, på vej ud i det blå og på jagt efter nye eventyr”.
Kroghs indre og ydre rejser udi livet har i en hel del år udmøntet sig i velskrevne, indholdsrige, begavede og underfundige tekster, hvis indhold berører, og hvis mange ordspil viser hans store sans for det danske sprog og dets muligheder. Han skriver gode melodier, men det er især hans tekster, der gør ham til en ener og distancerer ham fra de fleste andre.
Der er utallige ordspils-eksempler at fremhæve, her blot nogle få: ”Optræk til nedbør”, ”verden drejer rundt under min finger” (i titelsangen Globus), ”mine øjne får vabler af at glo på dine vildfarne velfærdsvariabler (i Danmark- du har dårlig ånde), ”mosekonen brygger i livets labyrint” (i Gråbrødrestræde nr. 18), ”lige nu er Vorherre gavmild, og jeg hvisker ham tak” (i Jeg falder i hak). Man kan blive helt tummelumsk, et andet skønt ord, af alt det spøjse og kloge, Krogh synger.
”Smeltet indlandsis” er om kærlighed, som desværre er forbi og bare ”blev et substantiv, ”Sølvspurv” om og til den nye kærlighed, og i ”Tanker ved Côte d’Azur” kommer vi så udenlands med den lakoniske betragtning om, ”da jeg stak af herned, så jeg nissens hus ligge og flyde her et sted. Albummets sidste ’rigtige’ nummer er en ny og bedre version af sangen ”Hardcore Troubadour”, som var titlen på et album i 2012, men ikke kom med. Med en tekst som alle rejsende musiker nok kan genkende sig i.
Trods 11 numre i diverse tempi, nogle lidt lade blues, roots og andre uptempo, får vi flere endnu, nemlig tre bonustracks, hvor især ”To skridt” med Louise Ring Vangsgaard på violin udmærker sig. De tre sange er uden tilhørende tekster og noter, som de andre sange er forsynet med og er rigtig rare at have ved hånden.
Søren Kroghs stemme gør ikke de helt store udsving, men den sætter krogen i én. Den er god, sympatisk og underspillet og understreger på en eller anden måde hans mange pointer i de både poliske og politiske, livskloge og livskraftige tekster. Den gav ham da også en Danish Music Award Folk i 2016 som årets sanger.
Søren Krogh Fotos: Per Dyrholm
”Min livsmosaik er en samling af sten, som jeg går og samler op én efter én”, synger han i ”Fra Tolne til mit Vesterhav” (med musik af Aksel Poulsen). ”Globus” er også en mosaik af sange om og fra Søren Kroghs liv og gang på globussen, og ordet blev også brugt på hans forrige plade, ”Gruk Mosaik”, fra 2016. Men livet er jo også oftest en mosaik af mange ting i diverse nuancer.
På albummet medvirker udover Mr. Krogh himself på sang/guitar/mundharpe også Janus Bechmann på akustisk og elguitar/dobro/kor, Jens Kr. Dam på trommer/percussion og Dennis Ahlgren på elbas/elguitar/banjo/mandolin/mandolinbanjo/keyboards, percussion/kor. Louise Vangsgaard er gæst på violin og Kristian Fogh på harmonika/klaver. Krogh og Ahlgren har produceret.
Søren Krogh fik i 2013 en Danish Music Award Fok som årets sangskriver. Det burde nok kunne ske igen. I 2011 modtog han (sammen med Mikael K) Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen for sit arbejde med at skabe nye, danske sange. Det bør han fortsætte med – og det har han nok også tænkt sig. Pladen er udgivet af Exlibris.
