Sangeren, sangskriveren og guitaristen CS Nielsens nyeste album Pilgrims med 11 numre virker autentisk og kommer tæt på mange amerikanske countrymusikeres musik.
Det er hans fjerde udspil, siden han i 2007 udsendte sin første cd. Genren er americana og country i klassisk stil og uden tvivl inspireret af velkendte navne som Johnny Cash, Townes Van Zandt og Hank Williams.
Man kommer igennem hele følelsesregistret ved at lytte til CS Nielsens tekster. Beginning of Sorrows og Camel, Lion, Child er begge iørefaldende melodier med gode rytmer og passende energiske udladninger, og de er albummets kvikkeste numre med indtrængende og vedkommende tekster. Det gælder i øvrigt for alle sangskriverens numre, der også kan være stille og alvorlige melodier, og alle synges med hans dybe og indtrængende stemme.
Sangen Silent siger egentlig sig selv, en stille og smuk sang med mulighed for eftertænksomhed ligesom de fleste numre på albummet. Foruden hans trofaste følgesvende, den akustiske og elektriske guitar, spiller CS Nielsen på harmonika og keyboard undervejs. Han har også fået følge af hele ni musikere på det lidt melankolske album, som ind imellem lyder lidt tungsindigt, men uden at musikken og melodierne bliver dystre. Den gode stemning er der hele tiden, mens man nyder sangerens gode vokal.
CS Nielsen får lytteren til at spidse ører og lytte, og midt i nedtryktheden kan man fornemme lune trods alvoren. Og så er der flere dejlige passager, hvor guitaren får lov at ”tale” – ikke mindst på slutnummeret Rebel Song, hvor hans stemme også rigtig trænger igennem.
Man kunne dog ønske, at teksterne til sangene på indersiden af albummet også kan læses uden brug af en lup!
Udgivet på Kørfirs Records