Sebastian Bloch (akustisk guitar) og Mathæus Bech (kontrabas) er to unge konservatoriestuderende, som første gang traf hinanden på Ollerup Efterskole tilbage i 2010. Siden har deres musikalske fællesskab varet ved. Violinisten Harald Haugaard gav dem smag for folkemusikken via Syddansk Folkemusik Talentskole, og nærværende akustiske debut-cd er et af resultaterne.

cd sebastin mathæus.jpg ind udgangDe refererer deres selvkomponerede stykker til ”den nordiske folketone”. Det er jo en sammensat størrelse, så der er et bredt spillerum at bevæge sig i. Inspirationen hentes da også fra såvel folkemusikkens som den klassiske musiks verden – plus det løse. Kildernes bredde dokumenteres gennem tilføjelsen til det selvkomponerede materiale af en komposition fra den britiske sækkepibespiller Andy May og af den norske komponist Edvard Griegs fine Solveigs Sang. Materialet må umiddelbart rubriceres som kompositionsmusik med udgangspunkt i folkelige musikalske traditioner.

Alle stykker er instrumentale og meget afdæmpede. Der er lagt vægt på både det melodiske og det mere meditative, og udførelserne er meget indfølte. Skal musikken henføres til noget, må det være folk som Finn Olafsson, Christian Alvad og til dels den alt for tidligt afdøde svenske pianist Jan Johansson. Så er der givet et forsøg på at vise det musikalske landskab, som duoen bevæger sig i.

Den unge duos musikalske formåen kan der ikke ankes over, så er man til roligt vederkvægende musik i en stille og eftertænksom stund, kan man risikofrit kaste lidt skillinger efter Ind-/udgang.

www.mathaeus.dk/sebastian/

www.facebook.com/SebastianMathaeus/?fref=ts