sam bushSelv om det er syv år siden, Sam Bush sidst udgav et soloalbum, så betyder det ikke, at han har været inaktiv. Han er en travl og efterspurgt musiker, og med base i Nashville har han i årtier indspillet og turneret med utallige bluegrass-, country-, og rockmusikere og sat sit præg på især den akustiske musik.

Med fiddle og mandolin som hovedinstrumenter og en god vokal startede han med traditionel bluegrass. Siden dannede han Newgrass Revival, der meget vellykket blandede bluegrass med country og rock samt Nash Ramblers, som mest var kendt for samarbejdet med Emmylou Harris.

Bush har for længst etableret sig som en prominent rootsmusiker. Det er hans fortjeneste, at mange musikalske skel er nedbrudt.  Han er en stilistisk nyskaber, og sammen med flere ligesindede har han ændret vores indstilling til musikgenrer, og han er blevet hædret med priser og anerkendelser.

Til ”Storyman” har han samlet flere af sine musikalske venner inklusive Emmylou Harris, Scott Vestal, Alison Krauss, Jon Randall Stewart og fornylig afdøde Guy Clark. Her fokuserer han på sangene og historierne, og han har selv været med til at skrive dem, og i bedste Bush-stil når han vidt omkring musikalsk. ”Greenbrier”, ”Everything Possible” og især ”Play By Your Own Rules” er mine favoritter på et meget varieret album med nogle af USA’s bedste musikere og sangskrivere.

https://www.sambush.com/