One-Eyed Mule udgav i starten af maj deres sjette album, jubilæumsalbummet ”The Black Tornado Sessions”. Pladen er helt i tidens ånd kun på vinyl og download. Det hele er indspillet som livekoncerter over to dage i Black Tornado-studiet i København foran et mindre publikum på 25 mennesker – deraf det mystiske navn, der leder tanken hen på vejrfænomener og deraf også de medrivende og stemningsgivende klapsalver.

cd one eyed mulePladen markerer, at det er 10 år siden, bandet albumdebuterede med ”Hobo In The Land Of Love”. Nu har de så søgt i alle de gamle numre fra tiåret og af gemmerne fundet 19 sange frem, som de her giver nyt liv på dette dobbeltalbum. Med på liveindspilningerne medvirker Palle Hjort på diverse tangentinstrumenter og mundharpespilleren Rasmus Bonde. Sidstnævnte var fast medlem af One-Eyed Mule på bandets to første udgivelser. Bandet består i øvrigt af Rasmus Dall: Sang og guitar, Uffe Ipsen: Bas, Søren Lynggaard Andersen: Guitar og banjo, Simon Meiner: Trommer, Rune Højmark: Pedal Steel, guitar og mandolin.

Det er et behageligt selskab at være i med de enøjede muldyr, der orienterer sig mod et internationalt marked og publikum. Alt er engelsksproget og falder inden for folk/americana-traditionen med en gennemgående solid, drømmende steelguitar. Det er svært at høre den danske baggrund, for også tekstuniverserne henter stoffet fra USA.

One-Eyed Mule har siden debuten i 2006 spillet flittigt i Danmark, bl.a. to optrædener på Spot Festival, turneret i Tyskland og Benelux, og de har optrådt på South by Southwest i USA. ”The Black Tornado Sessions” er indspillet og mikset af Steffen Lind Sørensen og arrangeret af Brian Mørk Hansen. Albummet bliver udgivet på bandets eget selskab Grab Them Records.

http://one-eyedmule.com/