HøjrebyDet er sjældent, at de musikalske referencer går længere end et par generationer tilbage i tiden. Når det er folkemusik, vi har med at gøre, så ved vi jo, at de musikalske rødder ofte går dybere end i det meste andet musik. Derfor bør det ikke overraske, at der stadig kommer nye ’rod-ekstrakter’ af gammel musik.

Niels Christian Andreasen (1839-1920) Sandby, Lolland var en spillemand, som efterlod sig en stor nodesamling. Det ser ud til, at han allerede som 13-årig begyndte at skrive og samle noder. Fem nodebøger er dukket op via hans nu 83-årige oldebarn Henri Bitsch Johansen og via Hans Christian Rasmussen – violinist i Højreby Spillemandslaug og ejer af Niels Christian Andreasens gamle gård.

Musikken i nodebøgerne rækker helt tilbage til 1700-tallet, men der er også mange af datidens kendte dansemelodier og varianter af forskellige rheinlændere og polkaer.

Spillemandslauget har i samarbejde med Musikskolen udvalgt 13 melodier til CD’en, der kendetegner nodebøgernes melodier og stil. Det er et prisværdigt arbejde, som fortjener ros. Udgivelsen er da også støttet af Sekretariatet for Folkemusik.

Jeg kan høre, at det er velspillet, godt arrangeret og meget dansevenligt, men har ikke forudsætninger for at vurdere selve melodierne. Derfor giver det forhåbentlig mere mening, at kreditere de mange involverede musikere i projektet: Blokfløjte: Anne-Marie Børgesen, violin: Leni Kjelgaard, harmonika: Gerd Nielsen, violin: Frede Nielsen, kontrabas: Henning Skov Jensen, violin: John Elsborg, harmonika: Marie Dam Larsen, blokfløjte: Karin Ditlefsen, violin: Lonnie Stryg, violin: Ragna Nielsen. Desuden medvirker en række gæstemusikere.

http://hoejrebyspillemandslaug.wordpress.com/