cd madison violetDuoen Madison Violet hører uden tvivl til nogle af de bedste singer-songwritere i Canada. De to kvinder har således været nomineret fem gange til diverse priser i hjemlandet, og de blev i 2009 kåret som bedste vokalgruppe. To år senere blev deres sang The Ransom kåret som årets sang.

Med udgivelsen af det femte album Year of the Horse har den Toronto-baserede duo taget et nyt skridt med 10 numre, hvoraf flere er ørehængere med det samme. Bandet har til lejligheden på albummet og efterfølgende på deres turne i Østrig, Schweiz og Tyskland udvidet besætningen. Det betyder også, at selv om Lisa MacIsaac og Brenley MacEachern stadig har bibeholdt den sound, som har gjort dem så populære med deres blanding af country, indie, bluegrass og cityfolk, så  har musikken alligevel fået et kick og et twist af folkrock/pop. Uden at de har givet afkald på deres vedkommende tekster, som ofte har udgangspunkt i egne oplevelser.

Deres musik er blevet farverig, og med mange rytmiske variationer og overraskelser kan man kun læne sig tilbage og nyde musikken og ikke mindst de to sangerinders harmonier. På albummet spiller Lisa MacIsaac foruden violin, akustisk og elektrisk guitar samt omnichord. Brenley MacEachern har oftest akustisk guitar eller elektrisk guitar som følgesvend foruden mundharmonikaen.

Men på det aktuelle album er det svært at sidde stille til melodier som Operator og These Ships, to ballader der begge er velegnet som singleudgivelser, og sidstnævnte er faktisk allerede udkommet solo.Man kan også bare nyde de smukke sange om Ohio, Same Sun eller Trouble eller lytte til nummeret Mama – en sang til Brenleys mor, da hun for kort tid siden var alvorligt syg. Det eneste negative er, at når der er gået ca. 37 minutter, så slutter cd’en. Men så kan man jo heldigvis begynde forfra…

http://madisonviolet.com/