Rampelyset er ikke fremmed for Karoline Munksnæs. Hun begyndte som skuespiller og har bl.a. været med i ”Klinkevals” og ”Anna Pihl” og lagt stemme til i flere tegnefilm, bl. a. Den Lille Havfrue og Shrek.

Nu har den 33-årige kvinde fra Tisvildeleje også udsendt sit andet album ”Jupiter”, som efterfølger for ”I modsat retning”, der udkom for to år siden. Af albummets 10 numre er de ni på dansk, mens et enkelt er på engelsk.

Karoline Munksnæs begynder stille og roligt med et par personlige følsomme sange, hvor teksterne er bærende, og her er ”Der er så mange ting” den mest iørefaldende melodi. Når cd’en rammer nummeret ”Hvirvle rundt og rundt” med flere temposkift kommer hendes fine, nærmest søde stemme helt til sin ret, og her udtrykker hun både følelser og bruger sin stemme fuldt ud.

Måske virker det forkert, at der er et enkelt engelsksproget nummer på albummet, men ”Open up your eyes” er en smuk sang, uanset om den er på engelsk, eller om den evt. havde været på dansk.

Singer-songwriteren når vidt omkring, da sidste nummer på cden ”Fri” er lidt anderledes end de øvrige numre, men med til at vise at Karoline Munksnæs ikke sidder fast i samme rille.

Det er uden tvivl teksterne og sangerindens blide stemme, som bærer albummet, hvor Anders Christensen spiller guitar, Lasse Storgaard er med på klaver og orgel. På bas er Erik Olevik, mens trommerne styres af Morten Ærø. Desuden medvirker Julian Falck, Andreas Birk, Nikolaj Busk, Jesper Mechlenburg, Søren Skov og Mr. X på enkelte numre. Et dejligt afdæmpet og lyttevenligt album, som kan nydes i sammenhæng eller i små bidder.

 

Trad Lads i biografen