Navnet vækker måske ikke genkendelse, men Janus Bechmann har i en årrække været aktiv i det danske musikliv som guitarist og sideman for Ester Brohus, Søren Krogh m.fl. Nu træder han frem i offentligheden som solist med et debutalbum, hvor han selv har skrevet, sunget, spillet, produceret – ja, lavet det meste.

janus-bechmann-table-sketches-digipak-cover-onlyDet er et album med akustisk guitarbaseret singer-songwriter-musik inspireret af især den amerikanske slags. Meget afdæmpet og krydret lidt med elguitar, bas, trommer samt dobro og banjo. Hele molevitten er indspillet under et ophold i USA og indeholder både velproducerede sange og nogle rå hjemmeoptagelser.

Frem træder nogle veldrejede sange. De engelske tekster er personlige uden at stikke væsentligt ud fra normen. Den melankolske stemning underbygges af det slæbende tempo, der dominerer sangene. Et par uptempo-sange ville nok have tilført albummet lidt vitalitet, men som en behagelig og næsten skrøbelig lytteplade til de stille timer fungerer musikken fint, og Bechmann har nu bevist, at han kan selv.