hp langeHP Lange spiller folk-blues (country-blues kan nemt misforstås), altså akustisk blues, og det har han gjort i over 20 år. Solo og med skiftende besætninger er han et velkendt navn på den danske live-scene. På den nye CD har han sange med af Robert Johnson, Fred McDowell og Kenny Brown, men hovedparten er Langes egne kompositioner.

Det kan godt være, at musik og tekster består af velkendte bluesfraser, og at manérer og effekter er fraværende, men måske netop derfor er musikken her herligt nærværende, ærlig og kropslig. Der findes vel også teknisk bedre guitarister og sangere, men det er HP, der har fat i den Lange ende (sic). Med de enkleste virkemidler kan han ramme groovet i en sang så effektivt, at rytmerne smitter, og du må svinge med, hvad enten de er sejt slæbende eller frejdigt dansende.

Dette skyldes naturligvis også Jens Kristian Dam, trommer, percussion og piano, Paul Junior på gulvbas, Jarno Varsted på mundharpe. Niels Bonefaas (som ellers boltrer sig i det danske oldtime-miljø) er rekrutteret med sin fiddle og clawhammer-banjo, og det er en rigtig god idé. Sammen med Langes træ- eller stålguitar ’plunker’ han på banjoen, så det er en fryd for øret. Hør bare titelnummeret og måske især det smagfulde akkompagnement og soloen på slutsangen In Time.

Travelling Man Blues hører til blandt de bedste bluesudgivelser, og det i en tid, hvor dansk blues ser ud til at boome. Lange spiller i foråret så mange steder i Danmark, at du ikke har nogen undskyldninger for ikke at komme ud og høre kvalitetsblues.