Med tekstbrudstykker som: ”Infolly ripe, in reason rotten”, ” Through glass darkly”, ”Time to reap” og ”Divine Comedy”, så er det klart, at vi ikke har med letbenet underholdning at gøre. Oven i dette religiøse og litterære forlæg kan du så lægge citater fra det vilde Vesten, borgerkrigen i USA og Den store amerikanske Sangbog, så får du et indtryk af Nielsens sangtekstunivers. Dette er alvorstungt og uden spor af aktualitet, ironi eller distance, og det kommer næsten til at lyde som prædikener fra en forsvunden tid.
Jeg har tidligere sammenlignet Nielsen med Townes van Zandt, og det holder stadig. Ikke kun den triste, mørke stemning, men også i opbygning af sange, melodier og selve sangstilen. Hvor van Zandt (og f.eks. Johnny Cash) fandt ud af, at deres sange stod klarere med en simpel, akustisk backing, så har Nielsen her valgt at gå den anden vej. Han har fået dansk musikbranches sorte får Kim Hyttel til at producere, og resultatet er en temmelig rodet affære med tilfældige instrumentering sovset ind i effekter, hvilket dog nok skal tiltale mange unge lyttere.
Man skulle tro, at jeg hader Jericho Road, men paradokset er, at jeg trods produktionen og de mange svulstige fraser holder meget af Nielsens sang og sange. Bag sløret hører jeg nemlig en originalitet, som nok skal komme bedre til udtryk på et tidspunkt.
