Carl Erik Lundgaard har et meget langt musikalsk cv. Han har gennem mere end 50 år bidraget med sine toner på, som hovedregel, den toradede harmonika. Det er foregået i forskellige grupper, men han har først og fremmest været kendt, respekteret og afholdt for sit godt 40-årige virke i den fynske trio Lang Linken sammen med Poul Lendal og Keld Nørgaard. Han har tillige gennem årene modtaget en række anerkendelser for sit musikalske virke.

cd-carl-erikDe senere år har hans aktiviteter centreret sig om musikalske foredrag og fortællinger, alene eller i forskellige sammenhænge, hvortil han har bidraget med talte ord, sange og kompositioner. Her kan nævnes forestillingen ”Betydningsfulde tilfældigheder” sammen med Bent Abkjer Hansen og Ole Halskovs maleriudstilling ”Sindets ekko” med en sammenkædning af maleri, poesi, fortælling, sang og musik.

Når der anvendes en del ord på de seneste års udfoldelser, skyldes det, at materialet til ”Et kærligt blik” er hentet netop her. Udover få enkeltstående indslag udspringer sangene af de nævnte projekter. Det er nemlig sange, som den mangeårige instrumentalmusiker præsenterer os for her. Det drejer sig om både egne og andres, sidstnævnte først og fremmest af nævnte Bent Abkjer Hansen. Desuden fremturer den mangeårige ensemblemusiker her for første gang helt solo.

Lundgaard er umiddelbart ikke den oplagte sanger, men det faktum tager han selv højde for ved ikke at stræbe mod noget niveau af skønsang eller anden form med indikation af fokus på stemmen eller melodierne. Fremførelserne har mere karakter af sangforedrag. Som sådan bliver de til gengæld leveret med nærvær, indføling og megen charme – og til eget akkompagnement på toraderen. Sidstnævnte dokumenterer den gode mands ganske gedigne virtuositet, såvel teknisk som udtryksmæssigt. De mange år mærkes.

Sangteksterne – der i øvrigt frit kan downloades på nedenstående link – er på ingen måde ligegyldige eller holdningsløse, for nu at sige det på den måde, og fremføres med, ja, et kærligt blik. Pladen er et varmt og personligt udspil fra en aldrende spillemand, beriget af årenes vægtige erfaring, både menneskeligt og musikalsk.

www.carleriklundgaard.dk