Lindi Ortega. Foto: Julie Moe

Lindi Ortega. Foto: Julie Moe

Singer-songwriteren Lindi Ortega  fra Toronto, som har været nomineret til fem forskellige priser inden for de seneste fire år i sit hjemland, skal på en kort turne til Skandinavien. Hun giver to koncerter i Sverige 6. og 7. juni, inden hun 10. juni optræder på Atlas i Århus. Dagen efter gælder det Dexter i Odense, og så får hovedstaden besøg af sangerinden 12. juni på Lille Vega. Efter de tre koncerter i Danmark vender hun tilbage til Canada efter at have afsluttet turen i norske Bergen.

Hun blev i sin tid beskrevet som “Torontos bedst bevarede hemmelighed” og fik kælenavnet ”Indie Lindi”. Hun brød igennem fra den lidt anonyme verden til de store scener, efter hun havde udgivet tre albums “Little Red Boots” i 2011, ”Cigarettes & Truckstops” i 2012 og sidste år ”Tin Star”. Hendes musik er inspireret af country, americana, rockabilly og indie i et passende blandingsforhold, og repertoiret spænder fra melankolske sange og melodier via stilfærdige smukke kærlighedssange til fyrige ballader. Lindi Ortega begyndte at spille guitar som 16-årig, og hendes stemme leder tankerne hen på Loretta Lynn og Dolly Parton.

http://lindiortega.ca/