Siden 2020-pandemien ramte os alle direkte og indirekte, har vi mærket, hvor meget vi savner den nære sociale kontakt og de store fællesskaber. Musikbranchen er stadig lammet og har lidt under de begrænsede udfoldelsesmuligheder. Hjælpepakker og virtuelle optrædener har slet ikke opvejet branchens store økonomiske tab, og ’fællessang hver for sig’ har ikke kunnet erstatte vores ønske om livemusik.
Jeg har tidligere efterlyst musik og især sange, som kunne beskrive og forsøge at lindre afsavnene. Mig bekendt er det mest blevet til genbrug af gamle sange, som indeholder referencer til situationen. Stephen Fosters Hard Times, Brian Wilsons In My Room, Paul Simons I Am a Rock, Jackson Brownes These Days m.fl. er kommet i nye versioner, men SANGEN/hymnen, som kan forene os i et fælles kor, er ikke rigtig kommet, synes jeg. Men bedste bud indtil nu kunne være Janis Ians sang Better Times.
Hun fortæller selv: ”Den 8.april, dagen efter at John Prine døde, var jeg i gang med vasketøjet, da et omkvæd begyndte at køre rundt i mit hoved. To timer senere sang jeg den nye sang i min gamle telefon og lagde den online med en opfordring til kollegaer om at lave deres version af sangen”.
Først kom John Gorka, så Frank Turner, Mary Black, Paul Stookey, Sam Bush, Eric Bibb, Niall Murphy, Cheryl Wheeler, Patty Larkin og mange andre sanger-sangskrivere. Og nu findes sangen i alskens versioner fra punk til store orkesterversioner på utallige andre sprog inkl. tegnsprog.
Du kan selv finde din favorit. Her er Janis Ians oprindelige a cappella- version med video af sanger-sangskriveren Christine Lavin: https://www.youtube.com/watch?v=Mr7rXgQwggk