Og heller ingen Skagen Festival, som ellers kunne fejre sit 50 års jubilæum i år. Det samme gælder i øvrigt i Roskilde, der ligesom alle de andre festivaler nu er aflyst. Der bliver slet ingen festivaler i Danmark foreløbig til og med august måned, sagde statsministeren  på sit pressemøde i går aftes. Og det rammer så lige præcis også Tønder, der ligger/lå allersidst i august (28-31.8). Det er det forlængede forbud mod store forsamlinger, som afstedkommer de mange, mange aflysninger i de næste måneder.

Sådan kommer Skagen Kultur- og Fritidscenter desværre ikke til at se ud til sommer.

Vi er nok alle enige om, at det er totalt nederen, det her (og også alt det andet omkring Corona-Covid-19, selvfølgelig!). Den manglende livemusik er måske ikke det værste (selv om det er slemt nok), men den måde, det har ramt alt og alle i branchen økonomisk, trækker tænder ud.

Tønder Festival skriver, at ”vi på alle måder havde håbet på, at situationen var normaliseret til den tid, og vi kunne have afviklet festivalen, men har fuld forståelse for myndighedernes beslutning og bakker naturligvis op. Vi går nu i gang med at undersøge, hvad det vil betyde for Tønder Festival, og der ligger et stort arbejde foran os for at finde ud af, hvordan der kan blive en festival i 2021. Vi afventer udmeldingerne fra myndighederne om hjælpepakker, så der går noget tid, før vi har det fulde overblik”.

Blandt de hundredvis af kommentarer på Facebook til Tønder Festivals aflysning skriver rigtig mange, at hvis de kan bruge deres billetter i 2021 i stedet for, så er det fint. Ikke noget med at skulle refundere de mange indbetalte kroner. Desuden skriver mange også, at de uanset hvad gerne afstår fra refundering af 2020-billetterne OG samtidig gerne køber nye billetter til næste år!

Tønder

Dét kan man da kalde solidaritet og et (slet ikke uventet) usvigeligt tegn på festivalens sindssygt dedikerede publikum. Hvor er det smukt og dejligt.

Mit eget hjerte er også tungt ved tanken om, at jeg ikke skal til Tønder Festival i år, og jeg beklager også meget, at Skagen Festivals jubilæum ikke kan afholdes. Jeg havde glædet mig til et gensyn med Skagen i år. Det er hensigten, at jubilæumsfestivalen skal finde sted i 2021.

Tønder

Selv om jeg har tænkt, at Mette F. og regeringen måske (?) ser lidt langt frem (der er f.eks. 4½ måned til Tønder Festival), så er det nok nu eller snart, at disse aflysninger skulle finde sted. Og hvad ville de økonomiske omkostninger være ved at vente? Men det er jo også et faktum, at der muligvis er mange musikere fra udlandet, som alligevel ikke ville kunne komme på grund af pandemien og de dermed lukkede grænser. Og hvordan ville vi egentlig opføre os efter måneder, hvor alt har handlet om at holde afstand? Så måske er det alligevel det rigtige – men åh, for fanden, det er surt.

Og måtte Corona/Covid-19 dog gerne snart slutte sin hærgen overalt i verden.

 

Tønder