På onsdag 19. februar uddeles for 15. gang årets engelske folkpriser, og festlighederne afholdes i selveste Albert Hall i London. Man kan lytte til det på nettet på bbc.co.uk/radio2 fra kl. 19 og muligvis kigge med  via Red Dot (se hjemmesiden). Prisuddelingen og showet er totalt udsolgt.

Martin Simpson Foto: Bryan Ledgard

Martin Simpson Foto: Bryan Ledgard

Der er nominerede i ni kategorier: Best Album, Folk Singer of the Year, Best Duo, Best Band, Best Musician, Best Original Song, Best Original Track, Horizon Award og BBC Radio Two Folk Award

Underholdningen står bl.a. Suzanne Vega, Clannad, Bellowhead for og Eliza Carthy & Martin Carthy. Og man må sige, at der er lagt op til en fantastisk folk-aften i det londonske natteliv og endda i byens smukkeste koncertsal. Det bliver en oplevelse med mange flere navne på scenen som enten optrædende eller nominerede (eller begge dele), end vi nævner her.

Lau Foto: Dougie Coulter

Lau Foto: Dougie Coulter

Blandt de nominerede er som ofte før Martin Simpson for både bedste album, “Vagrant Stanzas”, og som årets musiker. Sangerinden Linda Thompson, der dukker op en sjælden gang og tak for det, er nomineret for albummet “Won’t Be Long Now” og også for bedste originale sang, “Love’s For Babies And Fools”. I samme kategori er Chris Wood nomineret for sangen “None The Wiser”.

Som bedste duo er bl.a. nomineret makkerparret Ross Ainslie og Jarlath Henderson og til bedste gruppe kandiderer bl.a. Lau og Breabach, alle kendt fra Tønder Festival. Det samme gælder ikke de fleste af navnene, f.eks. nomineret som årets folksanger er Bella Hardy, Fay Hield, Lucy Ward og Lisa Knapp (også i årets album for “Hidden Seam”). Men mon ikke vi kommer til at stifte bekendtskab med en del af her i landet. Upcoming talenter kæmper om BBC Radio 2 Young Folk Award, og i år står det mellem Hattie Briggs, Gentlemen of Few, Granny’s Attic og The Mischa Macpherson Trio.
Årets nyhed er starten på en “Hall of Fame” for folkemusikken. En plads her går til en person, som har gjort noget ganske særligt i folkverdenen, og som har haft en uvurderlig betydning og vedvarende indflydelse. Det kan i allerhøjeste grad siges om den allerførste, der flytter ind i denne Hall of Fame, nemlig Cecil Sharpe. I årene 2004 til sin død i 1924 indsamlede og sørgede for bevarelse af næsten 5.000 sange og danse, der var ved at gå tabt og blive glemt, og derfor betragtes han som en absolut nøglefigur i det, der kaldes den første folk revival for 100 år siden. Cecil Sharpe House kan opleves i London og er et vigtigt ”Folk Arts Center” – og i verdensklasse. Mere om det på et senere tidspunkt