musicawardsSå er det ved at være en af årets helt store folk-dage. For lørdag den 30. november er der uddeling af årets Danish Music Award Folks priser i Jazzhouse i København. Dørene åbnes kl. 17, og begivenhederne begynder kl. 18. Har du ikke billet, så prøv! Det bliver en fed aften med masser af musik og bal, når alle priser er uddelt.

Der uddeles syv priser, og blandt de mange nominerede er Trias, Himmerland, Helene Blum, Dreamers’ Circus og Various (forskellige kunstnere) for deres flotte fortolkninger på ”Woody på dansk”. Også navne som Peter Uhrbrand, Søren Krogh og Ale Carr er nomineret, ligesom Lars Lilholt, Ditte Fromseier Hockings og Habadekuk.

Som ”Årets Talent” er nomineret Barrow, Fjärin, Dreamers Circus, Elof & Wamberg og Trolska Polska. Desuden er der en Traditionspris, en pris for Årets Spillested og så giver Tingluti en pris  ”som en særlig anerkendelse til en eller flere, der i sit virke inspirerer til og igangsætter folkemusikalske udfoldelser i Danmark”. Det bliver spændende at se, hvem denne ildsjæl/de ildsjæle er, men de(n) skal under alle omstændigheder have et stort klap på skulderen. At folk’en trives i disse år er sandt, og det skyldes i høj grad ildsjæle og entusiaster af alle slags foruden de mange fantastiske musikere, vi har her til lands, som hver især fortolker folkemusikken på deres måde. Alene alle de nominerede, der nævnes her, samt de mange, som har været med i opløbet, viser den store spændvidde i dansk folk. Hurra for den! Lad os også sige hurra for, at Tønder kommune forleden dag så fornuften i at støtte deres snart 40-årige festival. Den har med sin vedvarende tro på og lyst til at præsentere og kæmpe for folkemusik i alle afskygninger sin store andel i folkemusikkens nuværende succes.