Spot Festival i Aarhus sluttede i sidste weekend, og nu tager Aarhus Folk Festival hul på en uges program med livemusik. Lørdag 25. september åbnes med folkemusikforestillingen Engle, der henvender sig særligt til børn.

Anja Præst

Her kan man opleve Anja Præst på klarinet, Tine K. Skau på bl.a. blokfløjte og på harmonika Maren Halberg, så det er kendte folk-kapaciteter, der står bag forestillingen i Skt. Lukas Kirke kl. 14.00. Begiver man sig til Stakladen kl. 16.00, står der nordisk pardans på programmet. Og her sørger Clara Tesch og Kirstine Nurdug Jensen for, at man lærer at sætte fødderne rigtigt.

Hvis man så føler, at dansefødderne skal afprøves, eller blot at man vil lytte til folkemusik, så er der bal om aftenen i Stakladen med tre bands: Mads Hansens Kapel, Ostinat Expressen (øverste foto) og Spillemandslauget Østjyderne. Så er festivalen skudt godt i gang med masser af livemusik!

Søndag kan man lytte til den irske sangskriver og sanger Richard Farrell (bosiddende i Danmark) i Bassin 7, Street Coffee kl. 16.00, inden man måske begiver sig en tur i Botanisk Have, hvor der er en slags udendørs koncert. Projektet ”kulning” bygger på danske og nordiske kulturminder, hvor man kan lytte til ”ko-lokkesange” rundt omkring i parken. Mød op ved indgangen til Den Gamle By kl. 18.00.

Læs meget mere http://aarhusfolkfestival.dk/program-2/