Nyt album fra færøsk sangerinde

Færøerne har fostret mange dygtige sangerinder, eksempelvis Eivör, Annika Hoydal, Anna Katrin Egilstrød, Gudrid Hansdottir og Elin Ruth Sigvardsson for blot at nævne en håndfuld. Nu er Evi Tausen også trådt ind på scenen, omend af en anden vej end de fleste.

Det var ikke før på sin bryllupsdag i august 2010, at hun for første gang stillede sig op og sang for andre end den nærmeste familie!

Evi havde allieret sig med Hallur Joensen, der er en kendt countrysanger på Færøerne, og da de snakkede sammen om repertoiret, der skulle spilles ved brylluppet, havde Evi et særligt ønske, og hun fortæller: ”Hallur kendte ikke sangen, så jeg måtte nynne den for ham, og han sagde straks, at jeg da skulle synge den for brudgommen. Jeg var ikke meget for det, for jeg havde aldrig sunget for andre end min mor før, men det endte med. at jeg sagde ja. Min mand må have hørt lidt om vores overraskelse til ham, så han havde købt en guitar til mig, som jeg fik i morgengave. Og nu har jeg spillet på den siden.”

Selv om Evi ikke har optrådt før, så har hun sunget i mange år:

”Jeg sang i et gospelkor, da jeg var ca. 10 år gammel og sang også derhjemme med min mor og lillebror. Da jeg blev et par år ældre, lærte jeg at spille på guitar af min mor, og det var udelukkende countrysange og musik. For det lyttede vi altid til i mit barndomshjem.”

Havde “underlig” musiksmag

Når snakken faldt på musik blandt skolekammeraterne, fik Evi at vide, at hun havde en underlig musiksmag. ”Mine kammerater sagde altid, at det var den slags, vores forældre lyttede til. Men jeg brød mig slet ikke om rock, pop og tekno eller andet moderne musik. Og så fik jeg også tit at vide, at jeg havde en country-stemme, så det har været naturligt for mig at synge country på engelsk, da jeg ikke føler, at jeg kan udtrykke mig på færøsk.”

Efter debuten ved sit eget bryllup har Evi optrådt på flere festivaler på Færøerne, hvor hun også er blevet kendt, men mest i forældrenes generation. Nu er hendes første album også lige udkommet, og efterfølgende er det blevet til optræden i Nashville.

Hun tog sammen med sin mand til Nashville i foråret 2011 for at møde sin veninde og sangunderviser Kathy Chiayola. Et af hendes største ønsker var at komme på besøg i countrymusikkens højborg Grand Ole Opry, og Kathy Chiayola arrangerede, at hun kom med som gæst og fik derfor mulighed for at hilse på flere kendte sangere og musikere backstage. Evi medbragte et bånd med to Jim Reeves-sange, (links nederst på siden) som hun havde indspillet, og det hørte Jim Ed Brown, der havde været en nær ven af Jim Reeves. Det resulterede i, at den nu 77-årige sanger medvirker i en duet med Evi på hendes nye cd.

Fik sang tilegnet Johnny Cash

Senere på året tog Evi Tausen igen til Nashville, men nu var det for at indspille sit første album. Her mødte hun singer-songwriteren Gerald Smith, der havde lavet 30-40 sange til hende, da han synes, de passede til hendes stemme. Desuden fik hun et par af Brent Mason og en helt speciel sang af Glenn Douglas Tubb.

”Første gang vi var i Nashville havde vi fået en masse kontakter, og her var Brent Mason en af dem, og han tilbød at være producer for mit første album. Men en af de største oplevelser var mødet med Glenn Tubb. Han kom og tilbød mig at synge en sang, som havde været gemt væk i ca. 50 år. Han havde været ven med Johnny Cash og dennes første kone Vivian. Og da Johnny Cash var ved at indlede et forhold til June Carter, skrev Vivian Cash sangen ”Wishing Well”, hvori hun beskrev de ægteskabelige problemer med Johnny. Hun bad Glenn Tubb hjælpe hende med sangen, men fik ham til at love, at han aldrig viste den til Johnny eller andre

Så den blev gemt væk, da den var færdig. Men da June Carter og Johnny Cash begge var døde i 2003, og Vivian gik bort to år senere, følte Glenn Tubb, at han havde holdt sit løfte, og derfor kunne han godt give sangen til mig, da han mente, at min stemme passede perfekt,” fortæller Evi, der nu har givet sit første album navn efter netop denne sang.

”Jeg optrådte et par steder i Nashville og sang også ”Wishing Well”, men først efter at Glenn Tubb havde været på scenen og forklaret baggrunden for sangen. For jeg var ikke sikker på, at folk ellers ville tro historien,” forklarer Evi.

En af hendes optrædener i Nashville blev udsendt af en af de store radiostationer, der sender countrymusik til ikke mindre end 42 stater.

Hun fortæller videre: ”Jeg er selv stor fan af Jim Reeves, Alison Krauss og Martina McBride. Da jeg skulle indspille mit album, var der på et tidspunkt problemer med min mikrofon, og Brent Mason fandt en anden til mig. Og bagefter fortalte han mig, at det var den mikrofon, som Martina McBride havde brugt, da hun sidst var i studiet. Så det var en stor oplevelse. Det var i det hele taget fantastisk at synge og spille sammen med de dygtige musikere i Nashville, f.eks. guitaristen Paul Franklin og David Hungate, der har været bassist i blandt andet Toto.”

Respekt for countrymusikken

Den unge sangerinde er begyndt anderledes end de fleste andre i branchen. Hun har fået to børn og er blevet gift, inden hun begyndte karrieren, og hvordan det kan lade sig gøre, fortæller Evi:

”Jeg har et utroligt godt bagland. Både på Færøerne, hvor vi stadig har base, og i Danmark. Min familie støtter mig 100 procent, og nu er min mand også blevet min manager. Og min svigerfar er nok Færøernes største Jim Reeves-fan, så jeg nyder stor støtte hele vejen rundt.”

Den nu 30-årige Evi Tausen har ikke mange pæne ord om den nye ”countrybølge”, da hun er tro mod den klassiske countrystil og synes, at det vil være mere end synd, hvis den efterhånden forsvinder

”Jeg vil gerne gøre mit til, at den countrymusik, jeg holder af, ikke forsvinder. Brent Mason sagde til mig, at han synes, at mange nye musikere er respektløse over for countrymusikken, og den måde de bruger den, og den mening har mange i Nashville”, fortæller Evi.

Evi har lige har været på en kort visit i Danmark, men er nu returneret til Færøerne. Hun er klar til at komme tilbage og optræde.

”Jeg håber, at jeg kan komme til Norge og Danmark og synge senere på året, men den helt store drøm er at komme til at synge i countrymusikkens katedral Grand Ole Opry i Nashville. For jeg tror aldrig, at der har optrådt en fra Færøerne før. Men danske Jodle Birge har stået på den berømte scene, som den første fra Danmark,” slutter den unge sangerinde, hvis smukke og flotte stemme nok skal komme til sin ret i den nærmeste fremtid.

http://evidjurhuus.com/

http://www.youtube.com/watch?v=NbsIZNyTpCk

http://www.youtube.com/watch?v=d2Wdrqlq4Qg