Så er hele programmet på plads til Vinterfestivalen d. 8.- 11. februar 2024. Kampagnebilletterne blev revet væk for en måneds tid siden, men fredag d. 24. november kl. 10 åbnes igen for billetsalg af resterende partoutbilletter og endagsbilletter.
Storbritanniens måske mest kendte sangskriver og countrysangerinde, Laura Oakes, er på programmet i Strib og stod allerede som 18-årig på den legendariske scene i Nashvilles countrytempel Grand Ole Opry. Hun har tidligere deltaget herhjemme i Nashville Nights.
Den irske sangerinde Heidi Talbot, (øverste foto) der bor i skotske Edinburgh, har turneret i det meste af verden og udgivet fire solo-albums med mere. Hun er kendt for sin smukke, krystalklare stemme og har været nomineret til adskillige priser i såvel Irland som i Skotland og England.
Der står halvt skotsk og halvt dansk på programmet, når duoen The Quiggs præsenterer traditionelle og mindre traditionelle keltiske sange. Charmerende, danske Pernille og skotske Stephen Quigg optræder en gang imellem i det danske, og man bliver aldrig træt af at lytte til parret.
Det bliver halvt amerikansk og halvt dansk, når Paul Banks går på scenen sammen med H:P. Lange med deres repertoire af blues og roots. Banks, der er født i Denver, har dog boet i Danmark i mere end 60 år og har spillet sammen med mange danske og udenlandske musikere.
Fra den danske musikscene kommer Lars Lilholt, som nok ikke behøver nærmere præsentation. Den meget dygtige guitarist og sangskriver Kajsa Vala kommer, og fra den danske folkemusiks øverste hylde kommer Phønix og Mallemuk,. Desuden byder festivalen på lidt nyere, men ikke ukendte navne som Katinka Band og Oh Land på listen – og flere endnu.
Trackbacks/Pingbacks