Det bliver en helt unik aften, når et udsøgt hold danske folkemusikere mandag d. 21. november kl. 19.30 sætter hinanden stævne for at spille og synge traditionelle dansemelodier & sange og spritnyt materiale – sammen og hver for sig og i måske overraskende konstellationer. Det sker i Metronomen på Godthåbsvej 33 ved Aksel Møllers Have metrostation. Folkemusik er der ret ofte her, men denne aften kan du opleve et sær- og støttearrangement med Morten Alfred Høirup som vært. Billetter koster 150 kr. + gebyr og købes via https://billetto.dk/e/en-aften-med-dansk-folkemusik-billetter-741605. Alle betalende gæster får nummererede billetter i døren og deltager dermed i lodtrækning om en gratis billet til enten Tønder Festival, DMA Roots, Musik over Præstø Fjord, Halkær Folk & Roots Festival, Nordic Folk Festival på Livø, Klaverfabrikken i Hillerød, Ild i Gilden Festival i Roskilde eller Kulturhuset Boderne i Næstved samt to billetter til en selvvalgt koncert i Copenhagen Folk Club, som også afholder sine koncerter i Metronomen.

Mads Kjøller-Henningsen

Alle indtægter går ubeskåret til den nonkommercielle medieplatform RadioFolk.dk. Publikum kan glæde sig til en primært akustisk koncertaften med en lang række kendte, danske folkemusikere.

Kristian Bugge og Henrik Jansberg, begge violin, og Mads Kjøller-Henningsen på drejelire og sækkepibe kaster sig ud traditionelle sønderhoninger fra Fanø. Sanger og shrutibox-spiller Mia Guldhammer leverer unikke udgaver af gamle, danske sange, og det gør hun dels solo og dels akkompagneret af Bugge og Morten Alfred. De tre sammen kan du høre samme sted, når Copenhagen Folk Club afholder årets sidste koncert d. 28. december.

Formand for Danmarks Rigsspillemænd, Poul Bjerager Christiansen og folk fra hans orkester Kontraband præsenterer gammel og indtil for nylig glemt musik, som han har udgivet i nodebogen Kontradans – 180 traditionelle dansemelodier fra Roskilde/Lejreegnen.

Visesanger og spillemand Fin Alfred Larsen (sang og harmonika) har stået på landets scener i mange årtier, og denne aften vil han underholde med de mere underfundige og humoristiske af de utallige sange, han har samlet gennem årene. Han fik Musik over Præstø Fjords Visepris i år. Kirstine Nurdug & Rasmus Brinck fra hhv. Danmark og Sverige er kendt for smukt samspil med traditionelle melodier fra bl.a. Vestjylland på violin og nøgleharpe.

Henrik Jansberg

Oveni dette overflødighedshorn kan publikum glæde sig til sanger og pianist Karen Mose, som kommer fra en familie af sangere og spillefolk. Hun fortolker gerne gamle, danske ballader og skæmteviser, men præsenterer her helt ny musik, som hun har skrevet til tekster af danske digtere. Sangene præsenteres her for første gang, så man kan faktisk tale om en verdenspremiere.

Saxofonist Charlotte Andersson fra det klassiske musikmiljø indgår i et meget nyt samarbejde med Kristian Bugge og Morten Alfred Høirup. Det er første gang, at de tre giver eksempler på den nye musik, de spiller sammen, så det bliver altså til endnu en verdenspremiere!

Morten Alfred Høirup Pressefoto

Og så kan man se frem til en flot afslutning, hvor de forsamlede musikere slutter af som ét stort orkester. Herefter trækkes der lod blandt de betalende gæster om partoutbillet til enten næste års Tønder Festival eller til en af de andre sponsorer nævnt øverst i artiklen. Morten Alfred sender stor tak til disse sponsorer, til musikerne, som spiller gratis, til de frivillige og til Frederiksberg kommune, der driver og gratis udlåner Metronomen til musikarrangementer og meget andet hele året rundt.

RadioFolk.dk drives med støtte fra bl.a. genreorganisationen Tempi, Spot Festival og ikke mindst Statens Kunstfond. Tak også for det, lyder det fra RadioFolk.dk, som glæder sig over den massive opbakning fra danske folkemusikere og folkemusikentusiaster, bl.a. via koncerten i Metronomen.

Aftenens været Morten Alfred er redaktør, podcaster, musiker og formand for Mediehaven, som står bag den uafhængig radiostation og medieplatform RadioFolk.dk. På www.radiofolk.dk finder du 24-timers flowradio med folkemusik fra Danmark og masser af podcasts med nyheder, reportager og ny musik. Desuden kan du downloade liveoptagelser med musik fra bl.a. Tønder Festival og interviews med spillefolk, sangskrivere, folkedansere og arrangører i podcasten Katten i Sækken, som er nået til nr. 107.