LMS (Levende Musik i Skolen) er klar med den årlige festival for skoleelever. Ca. 14.000 elever skal deltage i de godt 200 koncerter, der bliver afholdt midt i næste uge i Odder og Horsens. Her vil børn og unge på de mange involverede skoler kunne opleve musik i mange forskellige genrer.

Folkemusikken og de nærliggende genrer er repræsenteret med flere kendte bands. Baby Did a Bad Thing spiller americana med duoen Eline Engholm og Jonas Fjelsted som frontfigurer. Kvartetten Eastwind (øverste foto) præsenterer et spændende mix mellem dansk og polsk musik i form af Klezmerduo og polske Halas Duo, som sammen indvier os i østeuropæisk musik i mange forskellige udgaver.

Marie Frank og Søren Krogh med band

Mads Vinding & Øyvind Ougaard tager publikum med på en rundrejse, hvor der både er folk, jazz og orientalske toner blandet sammen. Søren Krogh er kendt i folkemusikkredse for sine helt unikke tekster og sange. Her får han selskab af Marie Frank og yderligere et par musikere, hvor sange fra Højskolesangbogen danner grundlag for bandets koncert.

Der vil være flere forskellige genrer på repertoiret, når Trio Wolski går på scenen. Her vil klassisk, jazz, rock og folk blive taget under kærlig behandling med instrumenterne violin, harmonika og cittern. De tre folkemusikere i Vingefang – Lene Høst, Maja Freese og Miriam Ariana – spiller nordiske toner, men gerne med en baggrund i bl.a. brasiliansk musik. Så der kan forventes et meget varieret sæt.

Strygertrioen i Who Killed Bambi får selskab af sangerinden Ida Wenøe, så forvent en koncert med både klassiske og mere rytmiske toner. Trioen Zenobia er kendt for deres dejlige fortolkninger af kendte viser og højskolesange samt egne tekster og melodier med friske folkemusiktoner.

Det store program kan ses på http://www.musikitide.dk/koncerter.asp