På et ulyksaligt Corona-øjeblik var guitaristen Christian Alvads kalender ryddet for alle de spillejobs, hvor han bl.a. sælger langt hovedparten af sine cd´er. Den ufrivilligt arbejdsløse musiker og særdeles produktive komponist kunne jo ikke bare sidde og kigge ind i væggen. Sådan er han ikke sat sammen.
Ihukommende de 40 år, der er forløbet, siden han udgav sit debutalbum, så han en passende anledning til en fejringsudgivelse. Tiden til det var der jo. Da han ikke kunne tage på job og sælge musikken, bestemte han sig for en webudgivelse. Det gav også mulighed for at få stykkernes historier med – plus et billede til hver. Derved blev det til det nu foreliggende se-lyt-læs-album. Find det hele på nedenstående link.
Indholdet er en række kompositioner, der gennem årene blev lagt til side, afventende den rette lejlighed. Grundet deres umiddelbare enkelhed havde de fået overskriften Tunes for Children og skulle ligge i dvale, indtil Alvad mente at være blevet en passende barnligt voksen. Han mener nu at have nået det stadie. Den unge klimaaktivist Greta Thunberg blev med sine enkle og åbenlyse spørgsmål en samtidig inspiration. Derfor blev albummet tilegnet Strejk för Klimatet, som i Alvads øjne repræsenterer de sande grown-ups.
Kendere af Christian Alvads musik og eminente spilleteknik vil straks mærke en rolig fortrolighed ved aflytningen af disse vækkede og opdaterede hengemtheder. Alvad formår at skabe stemningsmættet musik, der bevæger sig på en skala fra lystighed til vemod, men aldrig går til yderligheder. Sådan er han heller ikke sat sammen. Selv når han med et enkelt stykke mener at gå til bristepunktet af tilladelig overstadighed, fornægter besindigheden sig ikke.
Stykkerne, udført med både følsomhed og dynamik på forskellige primært akustiske guitarer, vil forkæle øregangene hos lyttere med evnen til at finde ro, lukke øjnene og lade fantasi og forestillingsevne bestemme. De kan nok leve med den 5-strengede banjo i det sidste stykke – og helt sikkert med svenske Anna Wirséns sangstemme i den smukke Månvisa.
På en måde var det måske ikke så skidt, at Christian Alvad pludselig mistede sine spillejobs – ikke for os andre i hvert fald.
Må jeg tilføje at Alvad også lige har genudgivet remasterede versioner af soloalbummene Khumbila og Arctic Nomads. Han skiver:
“Khumbila startede som en lang trekking tur i Nepal i 91. Jeg med en Nagra, og Henning Bjørn Christensen med op til flere kameraer. (Henning døde desværre alt for tidligt i 2016)
Undervejs optog jeg sherpaernes sange, fik musikalske ideer, Henning forevigede det majestætiske landskab.
Hjemme igen i studiet blev det til en lydcollage af sange og melodier, og albummet Khumbila. Senere blev det endda til en quadrofonisk (?) lyd og billede forestilling, hvor percussionisten Steen Raahauge og jeg spillede live,
Hennings lysbilleder var på 3 storskærme, mens quadrofoniske yaks og Gongs fra klostrene vandrede rundt blandt publikum. Skidesjovt var det…”
https://www.alvad.dk/hjem-2/tunes/