Som mange læsere vil vide, findes der i Sønderho på Fanø en unik musik- og dansetradition, landets sidste ubrudte og stadig levende tradition af sin art. Bevarelsen af dette særlige fænomen kommer ikke af sig selv, og skrøbeligheden kan på sigt komme til udtryk.

Peter Uhrbrand, den nutidige centrale formidler af traditionen, har påpeget skrøbeligheden med sine betænkeligheder vedrørende arvefølgen og blandt andet appelleret kraftigt og kritisk til byens kulturformidlere. Det har affødt en række drøftelser af problematikken mellem byens musikere, og forskellige initiativer er igangsat. En detaljeret redegørelse skal her undlades, men det kan ikke mindst konstateres, at traditionsbevidsthed og handlingsparathed blandt byens musikere absolut er til stede.

Med henblik på at fremme arvefølgen har Peter Uhrbrand, der nu har rundet de 70 år, indledt et samarbejde med to af byens yngre violinspillere. Christoffer Thorhauge Dam tilhører, hvad man kunne kalde ”mellemgenerationen”, og Marcus Flôrez repræsenterer den ganske unge generation.

Dette samarbejde udmøntedes lørdag den 20. maj ved et specielt bal i Sønderho Forsamlingshus, hvor de tre spillede unisont og uakkompagneret. Det kunne betitles ”tre generationer spiller ud”. Det specielle var netop det udeladte akkompagnement, og på den måde var det med blikket rettet tilbage i tiden. Peter Uhrbrands forgængere med brødrene Brinch i centrum var så vidt vides de første til at lade violinen akkompagnere. Før da udførtes musikken alene på violin, solo eller flere unisont. De tre spillede sig, som det nu er i Sønderho, igennem fem-seks timers musik. ”Eksperimentet” blev vel modtaget, og de yngre generationer var fyldige på dansegulvet. Såvel samarbejdet mellem de tre generationer som de mange yngre dansende nærer håbet om og troen på, at traditionen ikke blot har en nutid, men også en fremtid i Sønderho.