TF 19: Musik-slentretur på festivalen

Som erfaren festivalgæst lærer man at planlægge og optimere sine musikoplevelser, komme i god tid til koncerterne, finde en plads osv. Alligevel kan det være en god idé også at drysse lidt tilfældigt rundt, mærke stemningen på pladsen, gå efter lyden af musik, lade sig overraske og måske pænt gå videre. Det er ikke helt respektfuldt over for musikken, men her er indtryk fra mine TF-slentreture.

Den keltiske musik er Tønder Festivals oprindelige DNA. Bodhran, pipes, concertina, jigs og reels og de synkoperede rytmer hører med til oplevelsen og er da også næsten altid inden for hørevidde. Calum Stewart fra Skotland havde samlet et band og en danser. De gav først en super koncert i Bolero. Høfligt får vi musiktitler, historie og baggrund, før det går løs med både smukke temaer og hæsblæsende instrumentalnumre. Næste formiddag var de på Open Air og gjorde det samme – gav en god koncert, men på en alt for stor scene. Finesserne, de små triller i musikken samt danseteknikken når ikke så effektivt ud på pladsen.

Som en kær, gammel onkel satte Finbar Furey sig ned på stolen midt på scenen i telt 1 og gav sig til at spille og fortælle. Uden undertekster skal man lige spidse ører for at fange hans beretninger, men det kan Tønderpublikummet. Han er en vigtig del af irsk musikhistorie bl.a. fra tiden med The Clancy Brothers og The Fureys, og han har stadig vid og bid og behersker talrige instrumenter. Han havde medbragt nogle – ja, nærmest studiemusikere, hvis primære formål var at følge hans spontane indskydelser og små pauser. Han har legendestatus, men tager ikke sig selv alt for højtidelig.

Kate Rusby (Telt 1) (Øverste foto: Per Dyrholm) er én af Storbritanniens bedste ’balladeers’. Man kan ikke undgå at blive berørt af hendes sangkunst. Det er ren harmoni og vellyd, når hun sammen med sine elitemusikere fortolker gamle traditionelle folkeviser i nyt tonesprog eller tager helt nye sange på repertoiret. Hun har allerede en lang solokarriere ”med flere albumudgivelser end Madonna” som hun påpegede, og er et topnavn på talrige festivaler verden over og en tilbagevendende gæst på TF.

Næsten modsat i Bolero, hvor Joel Savoy, Jesse Lége, Kelly Jones og en ikke-annonceret musiker spillede op til dans. Cajun-musikken havde for år tilbage rigtig godt fat i Tønderpublikummet, og mange Lousiana-musikere elskede at spille her, og hele Bolero-området var et mini-New Orleans. Men her og nu vidste publikum ikke rigtig, hvad de skulle stille op med denne sære musik. Ligesom oldtime-musikken lyder det lidt falsk, og musikerne starter og slutter lidt tilfældigt. Men når cajun-musikken først swinger, så kan man simpelthen ikke sidde stille. Joel Savoy opfordrede folk til at danse, lige hvad de havde lyst til, og så kom der lidt gang i dansegulvet.

Greg Russell & Ciaran Alagar er to unge, virtuose briter på henholdsvis guitar/sang og violin/sang. Deres repertoire er mest traditionelt. De havde en befriende, frisk dialog med publikummet i Visemøllen og virkede tæt sammenspillet og energiske.

James Keelaghan i Telt 1 var en umiddelbar og meget professionel canadisk singer-songwriter. De syv-otte sange, jeg hørte, var lidt ens i tempo og toneart, og hans sang mindede lidt om John Denver – sådan lidt pop-folk. Akkompagnatøren Hugh McMillan (fra bandet Spirits of the West) skiftede mellem bas og guitar og havde desværre nogle lydproblemer, men Keelaghan fik gang i singalong’en.

Birds of Chicago består af parret Allison Russell (Canada) og JT Nero (USA). Deres største styrke er deres duetter. De har begge kraftige stemmer, som de ikke sparer på. De synger i en slags gospel- eller soulstil, men har også reggae, blues, m.m. i deres særlige americana-mix. De brugte meget taletid på at vise deres korrekte politiske ståsted.

Da svenske Daniel Norgren spillede i Telt 2, håbede jeg at høre klimaksen og slutningen af hans koncert, da lørdag var blevet til søndag. Jeg lyttede en halv times tid til Howlin Around My Happy Home og Music Tape. To enerverende, repeterende numre med lidt tekststumper og så ellers et guitarriff, som gentages og gentages og gentages. En bassist og en anden guitarist stod og svajede med Norgren, når han ikke bøjede sig ned og pillede ved en maskine med elektronisk støj. Endelig indså jeg, at her var jeg gået forkert.

Sagen er jo den, at musik både er stemningsmusik og brugsmusik. Jeg kunne have valgt også at stå og svaje til udsyret musik, men nu var det endelig blevet tid til at slukke for det analytiske apparat. For det kan da ikke være dårligere musiksmag, end når man hører nogen blande 70’er-disco med programmerede technobeats og forvrængede instrumenter – eller hvad?

Musik af denne slags plejer jeg at flygte fra, men jeg er allerede opslugt af lys- og lydinfernoet. Elephant Sessions har indtaget Klubscenen, og nu er det meningen, at natten skal smadres, og den sidste energi slippes løs. De har vundet prisen for bedste skotske liveband, men det ligner nogle dj-robotter, der med maskinel præcision og programmerede lydsystemer banker rytmer ud af højttalerne. Rytmer, som forplanter sig i en stor organisk skikkelse i teltet. Dette er electronica med enkle melodiforløb og trance-dance til techno-folk.

Vi møder fordommene om, hvad TF er. Tusindvis andre har nok taget lignende slentreture rund på festivalen og haft helt andre oplevelser, hørt andre navne og mærket andre stemninger. Musikken på TF er så bredspektret, at det ikke kan sammenfattes på en formel. Der er musikalske skuffelser og overraskelser. Musikken kan bruges til at slappe af eller fyre den af, og det tiltrækker os år efter år.