Endelig kunne dørene slås op og musikken strømme ud i lokalerne. Denne årets første festival var i landsbyen Træden med 201 indbyggere, og tæt beliggende ved Den Genfundne Bro, så i år var det meget passende, at det var musikken der blev genfundet. Og man kunne tydeligt mærke på publikum, at det bekom dem vel, igen at være samlet omkring live musik. Da der var stor gensynsglæde både publikum iblandt, men også glæde over igen at møde musikerne, der må have følt sig meget velkomne.

Ida Wenøe kunne selv spille og synge for til hendes fællessang fra højskolesangbogen.

Det var tredje gang, festivalen blev afholdt efter starten i 2017. Sidste år havde arrangørerne planerne klar, men opgav ret hurtigt at afholde Træden Winter Folk 2021, så i år skulle det være for tredje gang. (festivalen afholdes hvert andet år)

Singersongwriter Ida Wenøe var med til at skabe festivalen for fem år siden, og hun fortæller her om den meget uoverskuelige tid: ”Det var meget usikkert helt op til en uge før, at vi turde sige, at festivalen blev afholdt. For forsamlingshuse var ikke nævnt på listen over restriktioner, der blev løftet ligesom spillestederne, som fik lov at åbne. Men vi er en styregruppe på fem personer. Vi diskuterede, om vi skulle åbne. Men som musiker vidste jeg, hvor meget det betød for de deltagende musikere, at festivalen blev afholdt. Så jeg sagde, at når der ikke er nogen regler på området, som siger, vi skal aflyse, så skal vi afholde festivalen. Det var de øvrige heldigvis med på”.

Der blev tyvstartet fredag aften med fællessang, da der var coronaafbud fra det lokale band Dreamville. Og så var det en passende anledning til at få indviet de 80 nye Højskolesangbøger, som er blevet skænket til Forsamlingshuset.

Træden kirke

Men så blev det endelig lørdag, og festivalen kunne åbnes, og det var en glad og lettet Ida Wenøe, der fortalte videre: ”Nu kan vi få lov til det, og det er ret vildt, at vi nu står her og er i gang. Vi havde mundtlige aftaler med nogle af musikerne, og hvis vi kan beholde de penge. vi har fået i støtte, så skal det gå til musikernes løn. Jeg ved, hvordan det er at være musiker, så hvis vi ikke får en eller anden kompensation, så kan det smadre ens hverdag. Vi er meget glade for, at vi for første gang har udsolgt. Og at vi nu har styregruppen med Lissi, som er nabo til forsamlingshuset og en meget uvurderlig hjælp. Martin Ø., der også er musiker, har sørget for det praktiske med lyd og lysanlæg med mere, Nanna har sørget for kontrakter osv., og så Martin T. og jeg, som var med fra starten for fem år siden”.

Jacob Funch og Mads Mouritz

Mads Mouritz og Jacob Funch lagde ud med fællessang, som i øvrigt er en fast tradition på festivalen. Når en koncert starter, har musikeren valgt en sang til en fællessang, og derefter begynder den egentlige koncert. Musikerne havde valgt et sæt med forholdsvise stille og rolige romantiske sange, så publikum igen langsomt kunne vænne sig til de levende toner. Men der blev dog også plads til en sang fra højskolesangbogen af Ida Wenøe, og vi blev ført gennem sættet med nærværende sange, præsenteret med ro og charme af de to musikere.

Idyl undervejs mellem de to spillesteder i Træden

Næste band på programmet var de tre unge kvindelige strygere i Vesselil. Det foregik i kirken, hvor de gav en flot koncert med især folkemusikprægede melodier, men også numre med smukke, klassiske undertoner. Clara Tesch og Elisabeth Dichmann spillede begge violin, mens Maja Freese spillede cello. Og da de unge kvinder også kan synge smukt, så var det som vanligt en nydelse at lytte til deres musik. Den fyldte kirkerummet med den gode akustik, til glæde for de ca. 80 publikummer.

Tilbage i forsamlingshuset med Kom vi Løber, der præsenterede indierock med Lone Slot Nielsen i forgrunden, Næste koncert var tilbage i kirken efter fællesspisning i forsamlingshuset, og her var det skotske Samantha Whates, der er en kendt person i folk og roots-miljøet i London. Hun præsenterede kontemporære toner til sine poetiske tekster.

En sidste vandretur tilbage til forsamlingshuset, hvor det tyrkisk-danske band TUHAF gav den afsluttende koncert med Berin Bas som bandets karismatiske frontkvinde. Med en blanding af psykedelisk pop og americana med inspiration af tyrkiske toner og lidt elektropop underholdt bandet, indtil festivalen kunne lukke for i år, Men man er klar igen i 2024!

Det kan også lige nævnes, at Ida Wenøe spiller sammen med Samantha Whates på Engelsholm Slot d. 9., Brønshøj Gamle Skole 10. og Huset i Aalborg 11. februar.

Næste uge er det så Strib Vinter Festival, der slår dørene op for første gang i to år.

 

Vesselil