logotfTønder Festival gav den lige en ekstra skalle og har hyret ingen mindre end Martha Wainwright til jubilæumsfestivalen 28.- 31. august som en særlig ekstragave til årets publikum.

Billetsalget går over al forventning til festival nr. 40 i Tønder, forlyder det, og den nyeste tilføjelse kan da kun få det til at vokse med lynets hast. Martha Wainwright må siges at været et absolut topnavn. Både fordi hun er så meget i kraft af sit eget store talent, stemme og inderlige, ærlige  sangskrivning og på grund af sine rødder i folkemusikken. Både via sin mor, alt for tidligt afdøde Kate McGarrigle, sin moster Anna McGarrigle og sin far Loudon Wainwright III. Kate & Anna har spillet i Tønder, og det samme har Loudon – dog ikke samtidig. Forældrene blev skilt, hvilket Martha senere skrev en barsk sang om – et offentligt opgør med sin far.

Pressefoto

Pressefoto

Med musikken i barndomsbagagen har Martha og hendes bror Rufus Wainwright måske nok fået den største succes og temmelig hurtigt på verdensplan. Men forældrene har begge haft solide karrierer (søstrene uden på nogen måde at jagte den) og skrevet mange fine sange. Loudon W er stadig meget produktiv og har udgivet ca. 25 albums og bl.a. filmmusik.

38-årige Martha W udgav sine første sange i 2002 i EP-format og har udover et soundtrackalbum til den canadiske TV-serie ”Trauma” (sæson 4) lavet en håndfuld albums, det seneste ”Come Home To Mama.” Igen har hun forholdt sig til virkeligheden via sin musik og givet stemme til sine følelser omkring to skelsættende begivenheder – fødslen af den første søn og moderens død i vinteren 2009/2010. På albummet synger hun også moderens sidste sang ”Proserpina”, som Kate selv sang på scenen i Albert Hall seks uger før sin død. Det bliver et ganske særligt øjeblik på Tønder, når Martha utvivlsomt synger den.

Som festivalen skriver, så ”kan MW inderlighedens kunst, men hun kan også være sprælsk, hudløst ærlig, forførende, skrøbelig, skarp og fuld af humor.” Ligesom sine forældre. Hun har i øvrigt i år fået endnu en søn med sin mand, musiker og producer Brad Albetta.

”Hun tager os igennem hele registret, og for hende synes scenen at være et fristed. Her er hun helt sig selv, ligesom Kate og Anna også altid var. MW passer fortrinligt til Tønder Festival og peger med sit musikalske ståsted fremad. Samtidig har hun denne lange sangskrivertradition i blodet og bærer historien videre,” siger Carsten Panduro.

Flot tilføjelse og overraskelse! Det skal nok blive en superfed festival – vi glæder os. Som altid.

www.tf.dk