Mette Kathrine Jensen spiller harmonika – femrækket og toradet. Mette er født den 9. februar 1980, og hun er vokset op på et landbrug nær Vejle.
Mettes søster arbejder seriøst med billeder, faren er landmand og harmonikaspiller, moderen er lærer og er, når jeg skal sige det, både traditionel danser og folkedanser. Mettes forældre er med på sidelinjen i alt, hvad Mette arbejder med, og det er i det hele taget en mere end almindeligt sød familie, Mette er vokset ud af.
Mette har været så meget med i det daglige arbejde ved landbruget, at hun ex. malende kan beskrive frustrationen ved at sidde på traktoren på offentlig vej og i spejlene følge den efterfølgende kø af biler vokse og vokse.
Mette er i disse år aktiv med solistarbejde, Zenobia, Sula, Knorifas, i duoarbejde med Kristian Bugge og Jensen & Bugges jubilæumsband.
Jeg stiller spørgsmålene, Mette svarer:
Du er dobbeltuddannet: Dels ved egne studier hos traditionelle musikere og dels ved Det fynske Musikkonservatorium. Hvis du skal pille én enkelt inspiration (én bestemt musiker) ud som den vigtigste, hvem er det så?
Ej… det kan jeg jo ikke. Men jeg kan forsøge at indkredse det lidt. Carl Erik Lundgaard er den der har sået flest frø, og nogle gange er det så andre, der har vandet frøene. Lillian Vammen er den, der har stået for den musik, jeg føler mest for. Men min back-up i alt det hele til sammen er Vagn Dahl Hansen.
Hvad satte dig igang med folkemusikarbejdet?
Som 13 årig hørte jeg i radioen, at den “store spillemand Ewald Thomsen netop var død”, og så blev jeg SÅ ked af det, så jeg ikke kunne mere resten af dagen. Mange år senere, på et af de første år på konservatoriet, beklagede jeg mig til Carl Erik over, der ikke var indsamling mere. Og Carl Erik svarede så med brillerne nede på næsen, at så måtte jeg jo selv gøre det. Så måtte jeg jo i gang. Jeg startede med Benny E Andersen, for ham, sagde Carl Erik, var så rar og så fortællende, så sådan et besøg kunne ikke gå galt. Det gjorde det bestemt heller ikke. Det var så hyggeligt at jeg besluttede mig til at fortsætte min besøgsrække. Jeg er vist kommet op på at have besøgt 80. Men nu er der lidt langt mellem besøgene, for en del af dem, jeg har besøgt, er jo nu kommet ind i vennekredsen, og sådan noget er jo fantastisk dejligt, men også tidskrævende.
Hvis du skal koge din gevinst ved konservatorieuddannelsen ind til én kerne, hvad er så det vigtigste, du fik med dig derfra?
Den “pose penge” der gjorde jeg kunne fordybe mig i alt det, jeg ellers også ville have opsøgt men ikke havde haft tid og penge til at lære på “så kort” tid.
Du arbejder bredere end de fleste fra din generation: Sanglege, traditionelle baller, skolekoncerter, komposition, fædrelandssange, journalistik, indsamling, undervisning m.m.m. Beskriv din drivkraft til dette brede arbejde.
Nå, ja – når du spørger sådan, kan jeg godt se, det er bredt, men måske er det en blanding af frygt og fryd. Jeg tænker tit på jeg ikke vil devaluere min musik. Jeg vil ikke spille en masse skodjobs for at tjene det, jeg skal. Så jeg vælger alt det bedste fra de nævnte ting. Og så får jeg en masse energi fra “samværsformen folkemusik”, som jeg bruger til “genren” folkemusik.
Rygtet vil vide, at du får sponsoreret dine instrumenter. Fortæl lige dén historie og beskriv dine instrumenter p.t.
Jeg husker tydeligt situationen. Jeg var nemlig på vej til et spillejob i Vestjylland, og jeg var kørt ind til siden, fordi jord og himmel stod i ét. Der var en forrygende snestorm, og jeg turde ikke køre videre og sad bekymret i bilen og håbede, jeg nåede mit job. Og så ringede telefonen, om ikke jeg ville være sponsorspiller, og så skulle jeg jo spille på deres – Tom & Jørgen, de danske Beltrami-forhandleres mærke – i stedet for min egen rigtig gode Bugari. Jeg tror, jeg for en gang skyld svarede lidt uhøfligt, for hvad bildte de sig ind at forstyrre mig midt i en snestorm. Men så mødtes vi alligevel, og de forklarede, at jeg jo kom meget rundt, så derfor havde de tænkt på mig.
Jeg fik så helt frie tøjler til at bestemme. Og jeg var ganske overrasket over, hvor mange ting der skulle tages stilling til. F.eks har min store harmonika – den hedder C16 – en stemming, hvor grundtonen er 440 og så er “svævet” – den anden 8 fod i 442, så den er ret stumstemt. Den er 4-koret 4,8,8,16, den er med casotto. Der er mærker på c og f-tonerne i diskanten, så man bedre kan mærke, hvor man er i farten. Min dybeste højrehåndstone er et e. Der er en speciel slags bælg med 5 slags papir, som modvirker, at bælgen selv finder på bevægelser. Så den gør på godt og ondt kun, hvad jeg beder den om. Bælgen er sort og toner over i hvid 🙂 Den dybeste bastone er et g (god at drone på), der er 120 basser. Knapperne i begge sider svarer hurtigere, end jeg nogensinde har prøvet før. Og så synes jeg også, den er pæn. Så sort så mulig uden dikkedarer.
Og da jeg så havde fået den harmonika, sagde Tom & Jørgen, at de havde tænkt på, jeg også skulle have en, der var lidt mindre, og så fik jeg en harmonika i kirsebærtræ. Der er 96 basser, den er 3-koret, og den lyder lidt toraderagtig. Den er VÆLDIG smart, når jeg er på turne, for den passer ind på ALLE fly-håndbagagehylder. Og så er den på en måde lidt mere livlig end den store.
Og så har jeg været nede og besøge harmonikabyggeren Claudio Beltrami et par gange. Hver gang store oplevelser med harmonikaer og mad, og så bor jeg på en økologisk vingård, hvor Mussolini hænger på væggen ude i køkkenet…
Hvorfor blev harmonikaen din ’skæbne’…og ikke en violin eller en trækbasun?
Det var vist en blanding af, at naboen spillede harmonika, og han spillede tit i stuen. Og så startede han med at lære mig svenske polkaer og valse på gehør. Og så startede far og jeg til harmonika sammen. Men det var vist frivillig tvang. Jeg fik valget mellem at øve 20 min hver dag eller at vaske op. Det var først, da jeg mødte Anja Præst, Jesper Vinther og Katja Mikkelsen på et kursus, og de tog sig af mig, og vi jammede (jeg fik kun den første og den sidste tone med), at jeg var solgt. Jeg købte deres 2 kassettebånd, de hed den gang Fritterne, og så øvede jeg mig helt vildt, så jeg kunne alle deres numre, indtil næste gang vi mødtes.
Hvordan er du forstærket, når du er ude at spille?
Jeg har mikrofonsystem som er lavet af Søren Ploug og Torben Ejersbo. Det hedder Sonus, og det er dyrt og fremragende.
Dansk folkemusik har jo ikke lige medvind i disse år, når det gælder statens påskønnelse, institutioners forskning og støtte, svulmende mængder af spillesteder m.v. Hvad gør du for at komme ud og spille?
Jeg plejer mit netværk. Og det falder mig heldigvis nemt. Det er min erfaring, at de allerfleste jobs kommer fra en eller anden forbindelse i netværket – eller mund til mund som udgår fra netværket.
Og med Zenobia er det mig, der har vundet PR og booke-ministerposten. Så jeg sender ud til aviser, radioer og tv hver gang, vi skal ud. Og de allerfleste steder er de jo lykkelige for, at jeg henvender mig. Og jo flere publikum der kommer til et givent spillejob, jo større er chancen for, at der er en imellem, som hyrer én til et andet job.
Er det let for dig at skaffe jobs?
Ja, det synes jeg. Det svære for mig er at få nok for jobbet, men jeg har i hvert fald ikke megen plads tilbage i kalenderen det næste stykke tid, men velstanden lader lige som vente på sig…
Beskriv glæden ved at spille i Zenobia.
(Der grubles.) Der er jo mange facetter. Men det er i hvert fald en kæmpe glæde, at vores publikum er så taknemlige for at mærke, sangen og kulturen er lige midt i det hele. Måske er det den fornemmelse, at det er sjovere at give end at få. Men personligt giver det mig meget at komponere, og at Charlotte og Louise gerne vil spille det.
Og så er det hele tiden udfordrende. En gang imellem bliver jeg lidt træt og tænker…kan vi ikke bare spille, men det er virkelig til stor glæde og gavn, at vi hele tiden spiller, piller ved musikken, snakker og prøver alle de ideer, der måtte dukke op.
Og så er det også kæmpe glæde at vi gør et stort stykke tekstarbejde. Det betyder, at sange forfølger mig. Når jeg f.eks hører politik i tv, kommer “Som en rejselysten flåde” sejlende efter mig, og jeg tænker på det inkluderende i “her er Danmark dit og mit” – i modsætning til den ekskluderende tale der tit høres.
Beskriv glæden ved at spille til traditionel dans.
Det er det bedstre! Hvis man kunne måle dopaminrusen, tror jeg, den topper, når jeg spiller til bal. Det samarbejde der sker mellem dansere og musikere. Det at svede, knokle, spille og stå til rådighed for hvad, der måtte være brug for i danselokalet. Det at stå på en bred mur af tradition og gamle spillemænd, der i århundrede har fundet ud af, hvad der virker. Men også udfordringen i at noget af det, jeg har lært, passer til et bal i Nordthy og ikke til i dag. Jeg kom til at lytte ude på et dametoilet (man kan jo aldrig vide, hvem der sidder hvor 😉 ), og der kom en danser ud og sagde til veninden :”Nu er jeg virkelig træt af Turene fra Thy, for det er 5 gang i denne måned, jeg har været til bal, og den blev spillet alle gangene”.
Den situation med at entusiastiske folk fra Jylland dukker op til baller på Sjælland og omvendt er jo skøn, men også udfordrende.
Når du selv lytter til andres musik, hvem er så p.t. favoritterne i lyttebøfferne?
Jeg har de sidste mange måneder haft musikfri, når jeg var hjemme, men ellers er jeg tit inspireret af, hvor jeg lige har været, så det sidste jeg har hørt er vist fra Færøerne (der var Jensen & Bugge i okt.), og jeg er stor fan af færøske Hanus Johansen.
Nu bor du jo i din farmors hus på din oprindelige hjemegn. Hvor er Mette Kathrine Jensen henne om 15 år, og hvad spiller hun til dentid I?
Altså hvis jeg tager en blanding af drøm og virkelighed, så laver jeg stort set det samme som nu, men har mere fordybelsestid til øvning og komposition.
Jeg plejer som en blanding af sjov og alvor at sige, jeg skal være berømt. Ikke så folk skal vende sig efter mig på gaden, men så det forhåbentlig bliver nemmere, at folk ringer til mig – og ikke omvendt. Så det bliver lettere at sætte en pris på et job, og sådan jeg kan lave lidt bedre logistik og ikke behøver at køre Vejle, Ålborg, Falster, Lemvig, Vejle på to dage.
Af Poul Lendal
