Af Burr/Seeberg
I anden del af reportagen fra Celtic Connections oplever Martin Seeberg og Rebecca Burr den afrikanske sanger Moh Koyate og Sketch: Det var med fuldt overlæg, at vi begav os ud i noget, som vi ikke anede, hvad var. Men noget nyt. En fusionsoplevelse. Beskrivelsen lød i programmet som noget nyt og modigt, og det er ofte værd at gå efter. Vi skulle lidt uden for Glasgows centrum, men kun otte minutter med det lokale S-tog, som kører i ring. Vi stod af på Hillhead station og gik på få minutter til Oran Mór, en smuk gammel kirke oplyst i forskellige farver.
Nede i en kælder var der allerede halvt fyldt, da opvarmningsbandet, Moh Koyate fra Guinea Bissau og hans band, spillede. En dejlig sanger og et udmærket svingende band, men et eller andet udéfinerbart gjorde bare, at det ikke helt kom ud over scenen, og publikum kom aldrig rigtigt med. Det er skønt, at Celtic Connections er åben for så meget forskellig musik, og vi er store fans af afrikansk musik, men i lyset af at det er en folkfestival, ville vi have elsket at se nogle traditionelle afrikanske instrumenter med på scenen. Udtrykket blev meget rocket, selv om der også var strejf af den dejlige highlife-genre ind over. Vi så gerne, at han havde skiftet sin elguitar ud med en Kora, Ngoni eller bare ét eller andet eksotisk instrument fra hans hjemegn til at ledsage hans gode stemme, og til at differentiere sig fra andre rockbands. Men det er jo en smagssag.
Men hvad der derefter kom på scenen, var et af de bedste chok, vi længe har oplevet. Fra første tone var tæppet revet væk under benene på os og alle andre i rummet, og vi endte koncerten svedende i ravelignende trance. Det ene trance-technonummer efter det andet, skabt af den modne bandleder Iain Copeland, pulsede ud blandt et begejstret publikum, imens et ungt ensemble af talentfulde folk-musikere gav den gas på sækkepiber, violin, guitar og fløjte. Sketch kalder de sig og betegner musikken som ’mutant techno ceilidh’!
Det var helt vildt fedt. Unge såvel som gamle mennesker blandt publikum dansede rundt og var glade. Frekvensen af up and down-passager var meget fint afstemt, med indslag af skotske folkesange, som passede fint ind i pulsen på beatsene. Musikken var lækkert arrangeret med en masse interessante toneartskift og sofistikerede beats, og det var sjovt, at så mange af dem, der spillede folkemusikinstrumenterne, var purunge talenter, der knap havde fået bøjlerne af tænderne endnu. Kan anbefales festivalarrangører, der vil have en fest gående.
Hjemturen fra Oran Mór førte os en tur forbi festivalens natklub på The Art School, hvor vi igen lige hørte et lille sæt med Moh Koyate, denne gang lidt mere udadvendt og med et publikum, der var mere ”varmet op”. Igen kom det af uforklarlige grunde aldrig helt op. Det gjorde derimod det næste indslag, som udgjordes af beatbokseren Jason Singh fra London, en indisk sanger og en guitarist, der spillede i den arabiske toneskala.
Det svingede for vildt, publikum var helt med, og beatbokseren fik med mundlyde i mikrofon som eneste hjælpemiddel lagt en bund, der umiskendeligt lød som et helt elektronisk set-up af et svedigt hiphoporkester. Med scratch, melodistemmer, hård dub bas, og alt hvad der hører til. Det viser bare, hvordan mennesker med musik i kroppen kan skabe stor lyd med meget enkelt set-up. Inderen Rahul Ravindran lignede med sin underspillede dresscode og mine en tilfældig inder, der lige var hentet ind fra gaden, men når han åbnede munden, kom der stor poesi ud. Det var en fin oplevelse at gå hjem på.
