Kattingeværk i de smukke omgivelser ved Roskilde Fjord lagde igen i år rammer om det årlige oldtime-træf. Knap 100 venner af traditionel nordamerikansk musik mødes hvert år en weekend, hvor de lever og spiller sammen på livet løs, og det var netop i den forgangne.
Selvom mange deltagere aldersmæssigt kunne betegnes som oldtimere, så er oldtime en betegnelse for musikken, og heldigvis er næsten alle aldre repræsenteret i dette internationale sammenrend af primært amatørmusikere. Der udveksles erfaringer, tips og ideer, nyheder og historier og arbejdes i mindre forsamlinger på at dygtiggøre sig i detaljerne, ligesom der bunkespilles og festes godt igennem, som vi kender det fra spillemandsstævnerne.
Her er plads til både nybegyndere og erfarne musikere, og desuden optræder mere eller mindre etablerede grupper. Måske får man ikke tid til at slappe så meget af eller til at nyde den smukke natur, men til gengæld giver weekenden rig mulighed for at tanke helt op med musik, inspiration, nye kontakter og ideer. http://www.oldtime.dk/