Trioen har en masse ting på programmet (også) i de næste måneder, hvor bl.a. Japan, Roskilde Festival og Wales er inkluderet. DC har været på turné både herhjemme og i USA her i 2022, og i de seneste uger har de tre udsendt to singler, den ene med Teitur, og begge er at finde på den digitale, firetrack-EP, der udkommer d. 8. april. Den har de kaldt ”The Lost Swans”, og den skal høres som en forlængelse af deres DMA-vindende album fra 2020, ”Blue White Gold”. De fire numre hedder hhv. ”Befal du dine veje”, ”Brestiskvæði”, ”Wednesday Afternoon” og ”Taklax Polkas”.
Dreamers’ Circus er naturligvis Rune Tonsgaard Sørensen på violin, Ale Carr på cittern og Nikolaj Busk, klaver og harmonika, som siden de først spillede sammen i 2009 har opnået internationalt ry for ikke bare deres høje musikalske niveau, men også for deres evne til at veksle mellem, ja sammensmelte folkemusikken og den klassiske. Det er Rune Tonsgaard, der er klassisk uddannet, og som har gjort samarbejdet med Copenhagen Phil og andre helt oplagt, og dermed har DC nærmest skabt deres helt egen genre og i en klasse for sig.
Den unikke trio lagde linjen med første album, “A Little Symphony”, fortsatte med “Second Movement, så kom ”Rooftop Sessions” og som nævnt ”Blue White Gold”: Blå for havet, rejserne, globaliseringen. Hvid for luften, pausen, åndedrættet. Guld for jord, ild, kreativitet, vildskab – summen af alt det, der skaber Dreamers’ Circus’ univers, som man kunne læse i presseteksten i forbindelse med udgivelsen.
Den 19. maj spiller Dreamers’ Circus i Kedelhuset i Silkeborg, d. 5 juni så med DR Børnekoret i DR Koncerthus, hvorefter de rejser til Japan for at spille tre store koncerter d. 15., 17. og 19. juni for så at spille Sankthansaften i Musikkens Hus i Aalborg sammen Aalborg Symfoniorkester.
Og ja, så er der lige torsdag d. 30. juni, hvor spillestedet hedder Roskilde Festival, hvor den store scene indtages sammen med The Danish String Quartet. Straks efter går turen til Wales for at spille koncert i hhv. Trelawnyd and Gwaenysgor. Malmø står for tur i oktober, og indtil nu er planlagt to julekoncerter med DR Pigekoret.
Øverste foto: Kristoffer Juel Poulsen