Jeg tager nogle vidunderlige og dejligt varme billeder med hjem fra dette års MoPF, som netop er afviklet som nr. 15 i rækken. Billeder, som man kan lune sig ved og generindre på de råkolde og mørke novemberaftener. F.eks. både de mange unge mennesker – og en del børn og ældre – der virtuost og adræt snor sig ind imellem hinanden på det nye gulv i Dansetoppen, som har afløst den gamle Danselade. De dansede alle torsdag aften til svenske Trio Wolskis fine toner, formidlet med harmonika, cittern og violin.
Fredag gjaldt det Fredsprojektet i Bålhuset. Fire musikere, der i pagt med FN-forbundet og de 17 verdensmål puster liv i troen på, at gode sange og stærke tekster kan medvirke til at forandre verden, så den bliver et bedre sted at være. Søren Korshøj har lige sunget en smuk sang, og nu fortæller MC Hansen om de syv ege udenfor byen. Tider skal komme, og tider skal forgå. Men egene står der endnu og har set, da Grundtvig blev født, og Kaj Munk blev martyr. Med stærke, gode stemmer synger hele Bålhuset flerstemmigt med på omkvædet. Kristian Back er den næste, og så følger Ruben Engelhardt med en tankevækkende ballade: Tænk hvis der udbrød borgerkrig i Europa, København var i ruiner, og vi alle fortvivlet prøvede at komme til Afrika på usikre tømmerflåder!
Et andet godt billede er Murky Monroe i Bålhuset om lørdagen, som stammer fra Iran. I sine sange på engelsk og dansk fortæller han om sin elskede Onkel Karim, der tog sig af børnene, når de voksnes fester blev for voksne. Han fortæller om sin barske opvækst i Aarhus Syd, om Agnete, der valgte en anden, om hvordan han blev smidt ud af det fine gymnasium, om misbrug og barske fyre, om lugten af pizzaer bagt af forhenværende ingeniører og lærere, der nu lægger deres sjæl i at skabe god mad til de sultne aarhusianere. Efter koncerten viser han sin tatovering på højre overarm frem: Motivet stammer fra en af Leonard Cohens plader, for det var simpelthen Cohen, der satte ham i gang med folkemusikken.
Morgensang er der i Bålhuset både fredag og lørdag, med Niels Ørts Ottesen og Kristian Bisgaard, som begge i det daglige er organister og suveræne på klaver og harmonika. De har udvalgt nogle fine sange, som vi alle synger med på. Erik Bertelsen, der er kendt som forfatter til ”Blæsten går frisk over Limfjordens Vande”, har også skrevet ”Det Ustadige Vejr”, og denne nye sang indgår i den musikteaterforestilling, der bygger på Bertelsens tekster, som Ottesen og tre andre fremfører fredag eftermiddag.
Folkemusikveteranerne Bente Kure og Leif Ernstsen, der om to år kan fejre 40 års jubilæum som duo, runder hele herligheden af med en dejlig, personlig koncert søndag formiddag. Her er finurlige tekster om Bente Kures mor, som var dement i sine sidste år, og om smeden i Leif Ernstsens barndom, der altid ville slås, når han fik for meget at drikke. Dagen efter gik den brødbetyngede smed, hårdt presset af sin kone, rundt og sagde pænt undskyld til alle dem, han havde forsøgt at stikke på tæven.
På et tidspunkt inviterer de to musikere violinisten Per Gade, som Leif ofte øver sammen med, på scenen, og sammen giver de et flot nummer, der fortjent får formiddagens længste bifald.
