Det er sjældent, at musikere bliver berømte efter deres død. Den slags skæbne er ellers forbeholdt malere, hvis lærreder først får værdi, når de selv er borte. Men langt mod nord, på Shetlands forblæste øer, levede der en fisker, som uden at vide det sang sig ind i historien, længe før nogen lyttede.
Thomas James Fraser blev født 20. marts 1927 i Outterabrake på øen Burra. Han var den yngste af seks børn, og som så mange andre på Shetland blev havet hans levebrød. Allerede som 16-årig arbejdede han som fisker, og resten af sit liv blev rytmen i hans dage styret af tidevand, vejr og slidte hænder. Men om aftenen, når båden var fortøjet, og vinden peb i tørvemurene, fandt Thomas et andet rum at leve i.
Musikken kom til ham gennem radioen. Forces Radio fra Tyskland bragte amerikansk country og blues helt op til Nordatlanten, og især én stemme borede sig ind i ham: Jimmie Rodgers – “The Blue Yodeller”. Thomas tog båden til Lerwick og bestilte alle de plader, han kunne finde. Han lærte sangene én for én, først på violin, senere på guitar. Repertoiret voksede med Hank Williams, The Inkspots og Big Bill Broonzy.
Han spillede og spillede stort set hver dag, men næsten altid skjult. Thomas var smerteligt genert. Så genert, at han til sin søsters bryllup spillede siddende inde i et skab, så ingen kunne se ham. Når han optrådte offentligt, var det som gæst, aldrig som hovednavn. Med årene trak han sig mere og mere tilbage og foretrak at spille derhjemme med sin kone Phyllis og deres datter May, som sang duetter med ham som teenager. Han havde en af sine første og få offentlige optrædener i Hamnavoe i 1948
Alligevel havde han en anden, næsten modsat side – en eventyrlysten og stædig vilje. Da elektriciteten kom til øerne i 1953, købte han straks en Grundig spolebåndoptager. Han begyndte manisk at optage sig selv, spillede og sang countryballader, blues, gamle Shetland-melodier. Ikke for berømmelse. Ikke engang for udgivelse. Bare for at fange øjeblikket.
Båndene blev senere givet videre til familie og venner. De lå i kasser. De samlede støv.
Thomas’ liv var hårdt, og havet tog sin pris. I 1973 gik hans båd på grund på klipperne ved Burra. Han overlevede mirakuløst efter en time i iskoldt vand, men båden, som ikke var forsikret, gik tabt. I 1977 blev han alvorligt såret under fiskeri efter kammuslinger og fløjet til Aberdeen. Hver gang nægtede han at blive på hospitalet. Hver gang tog han hjem, før kroppen var helet.
Den 6. januar 1978 døde han, blot 50 år gammel. Han døde som fisker. Næsten ukendt. Uden nogensinde at have udgivet en plade.
Og så begyndte historien for alvor.
Efter hans død voksede interessen for båndene. Kopier cirkulerede. I 1980’erne blev nogle udgivet på kassette. Men det var først, da hans barnebarn Karl Simpson mange år senere åbnede de gamle kasser, at noget ændrede sig. Båndene var i dårlig stand. Hvis de ikke blev reddet nu, ville musikken forsvinde for altid. Da Karl lyttede, forstod han, at dette ikke bare var familiehistorie. Det var noget meget større.
Med professionel hjælp blev båndene renset og overført. I 2002 udkom CD’en Long Gone Lonesome Blues. Den ramte ikke hitlisterne, men den ramte mange hjerter. Flere udgivelser fulgte. BBC lavede dokumentaren Shetland Lone Star. National Theatre of Scotland satte hans liv på scenen. Festivaler blev afholdt i hans navn.
Og pludselig skete det utænkelige: En fisker fra Burra blev også en countrylegende i Nashville, men jo først efter sin død! En mand, der hadede rampelyset, fik et internationalt publikum. En stemme, der sang i mørket, blev endelig hørt. Alle hans syv albums indeholder hver 25 numre.
I dag står hans Grundig-båndoptager og hans Levin Goliath-guitar som relikvier. Man kan næsten se ham for sig: siddende i hytten i Outterabrake, ilden knitrer i pejsen, vintermørket falder tidligt på, og Thomas Fraser synger, ikke til verden, men til sig selv og sin nærmeste familie.
Han nåede aldrig at opleve sin berømmelsen. Men måske var det netop derfor, sangene var så ærlige. Og måske er det derfor, at de stadig lever.
