Der er endnu to koncerter tilbage på den tur rundt i landet, som Rasmus Lyberth har været på de seneste 14 dage. Jeg var til stede i Christians Kirken, da han sidste søndag indtog det store, flotte kirkerums scene for 22. gang i træk og sammen med sit nuværende fantastiske orkester.
Det blev en magisk oplevelse. De fleste sange var fra hans næsten nye CD med den grønlandske titel Inuunerup oqarfigaanga og danske: Livet skal leves på ny. Bandet har indspillet albummet sammen, og de var tydeligvis de helt perfekte til både det og til at spille Lyberths sange live. Hver en tone og hver en nuance var totalt, som de skulle være. Med ekvilibrisme, nærvær og overskud.
Jane Clarks følsomme violin står tydeligvis hans musik nær. Og det føltes, som om violinen og Ramus Lyberths lige i starten afdæmpede stemme var i samtale, og de talte samme sprog. Samarbejdet mellem den engelske violinist og ham har efterhånden også varet et pænt stykke tid, ligesom det ha med Kristoffer Jul Reenberg på tangenter. Denne sang og de andre steg hurtigt i styrke, både stemmen og det akkompagnement. For lige så smukt og hele tiden lige tilpas var det med Christina Dahls tenorsaxofon, Mia Engsagers trombone, Alain Apaloo og Ulrik Skytte Andersen på hhv. guitar og bas og med Ayi Solomons farverige og energiske percussion.
De tre kvindelige musikere spillede også et instrumentalnummer sammen, mens Rasmus fik pusten igen efter et nummer, hvor han ligesom alle de andre gav hele sjælen og kroppen. De tre kvinders samspil var virkelig smukt, og publikum var tryllebundet fra start til slut. Vel nærmest hele vejen igennem koncerten. Tryllebundet af Rasmus Lyberths intense og kraftfulde sang – somme tider startende helt sagte for så at stige til crescendo – og af det smagfulde og lydefri spil på alle instrumenter. Sangene kom, sagt med en kliche, men ikke desto mindre sandt, som perler på en snor.
At denne ude i verden så kendte grønlandske sanger har en unik stemme og evne til at formidle sine sange, kan ingen vist mere være i tvivl om. Heller ikke om at han skriver storslåede numre og da ikke mindst på den nye CD, hvor han synger to på dansk, men resten på det smukke grønlandske sprog. Syng bare med, sagde han muntert flere gange. Velvidende at de allerfleste tilstedeværende ikke kunne. Men det betyder ikke noget. Man lader sig villigt henføre i musikken og stemmen og kan høre og fornemme følelserne uden at forstå et ord. Som en sagde, så kommer man nærmest i trance. Ja, man opsluges i sangens univers og glemte alt andet. Vi skal bare hygge os, sagde han også. Det gjorde vi også, men på den næsten højtidelige og henrevne måde.
Blandt de mange fine numre var især et utroligt rockende på den helt fede måde, og jeg tænkte på, hvordan det på DR’s hovedkanalers playlister ville kunne blive et rigtigt hit. Ligesom en hel del anden af den musik, som vi lægger ind under begrebet folkemusik eller ’folk’. Rasmus er dog sin egen genre, fristes jeg til at sige.
Tirsdag 11.december spiller han sammen med sit band julekoncert i Nordatlantisk Hus i Odense, men der er dog udsolgt. Onsdag 12. december byder Trekanten Bibliotek- og Kulturhus velkommen til Lyberth og Kristoffer Jul på piano.
