Justine & Mathæus, alias Justine Hald Boesen og Mathæus Bech, er en duo, udsprunget af den helt unge generation af folkemusikere med baggrund i konservatoriets folkemusiklinje. De har tidligere, også på deres første udgivelse, kaldt sig Just To, men har altså ment, at Justine & Mathæus er mere passende.
Det er det måske også. Ordene i den sungne eller reciterede lyrik er i hvert fald af et tæt personligt tilsnit. Temaerne kredser om tilgangen til livet, til det omgivende – og til musikken, personligt og som formidler af tanker og følelser.
Justine Hald Boesens lyse og spinkle sangstemme fungerer fint som ærlig og sårbar formidler af den følelsesmættede lyrik. Ingen panser og plade. Hendes fremførelser er intime og nærværende, nærmest så man føler sig taget ved hånden og inviteret med ind i hendes personlige tankeunivers.
Den enkle besætning med Justine Hald Boesens harmonika og Mathæus Bechs stålstrengede guitar harmonerer fint med sangenes intimitet. Stemme og ord får, hvad de fortjener af plads – og de kan begge deres metier på instrumenterne. De formår at understøtte og samtidig at forstærke sangenes stemninger. Denne anmelder kunne nu godt ønske sig lidt flere instrumentale udfoldelser end dem, der er indlagt i sangene, men det har jo nok næppe været ideen med ”Smukke nat”.
Duoen har gennem nogen tid allieret sig med og søgt rådgivning hos den rutinerede musiker/bassist Bo Stief og inviterede ham med i studiet som producer i denne proces. Det har næppe forringet produktionen – og nok også skabt ro i og omkring de to unge musikere.
Værket er udgivet på LP, men ikke på streamingtjenesterne. Dels har de lagt vægt på, at musikken gengives ordentligt, og dels fører de deres lille kamp mod den urimeligt ringe betaling, som streamingselskaberne finder det passende at yde. Begge dele har anmelderens sympati. ”Smukke nat” er i det hele taget et sympatisk album.
https://www.youtube.com/results?search_query=justine+%26+math%C3%A6us
https://www.facebook.com/justine.mathaeus/