En vinyl med 10 numre er tredje udspil fra det østjyske country/americanaband Barrow med singersongwriter Mikkel Bøggild (øverste foto) som frontmand og vokalist. Hans karakteristiske stemme er som født til genren, og mange sammenligner, meget forståeligt, hans stemme med Bruce Springsteens.
Titelmelodien er indspillet med alle fem musikere i samme rum, så alt skulle smelte sammen i en helhed, hvor medlemmerne kunne følge hinanden, ligesom når bandet står på scenen. Crowded Room er et iørefaldende nummer ligesom ”I’m Allright” og ”Empty Grounds”. De bevæger sig alle af sted med friske melodier og temposkift.
Og det gælder faktisk for flere af numrene, hvor alle musikerne undervejs får lov at demonstrere deres høje niveau i diverse instrumentale passager. Der er ballader med poetiske eller melankolske tekster, som også maner til eftertænksomhed.
Ole Albrechtsen spiler steelguitar til den store guldmedalje, og på guitar og kor er Mads Fogt, mens Henrik Paulsen sørger for basguitar på stærk vis, og så har kvintetten Eddi Jarl på slagtøj, og foruden den karakteristiske vokal, skal da også fremhæves, at Mikkel Bøggild spiller fremragende på diverse guitarer og banjo.
Der er et album, som alle country og americna-elskere vil nyde at lytte til i sin helhed, uanset om man er alene eller befinder sig i et ”crowded room”!